Artist: Jeg skal huske mig selv på at have det sjovt
Marius Constantin er vant til at bruge sine freestyle skateboarding-evner til konkurrencer verden over. Derfor skal han huske sig selv på at have det sjovt til International GymShow 2018.
Han har faktisk ikke skatet i tre måneder nu, for hjemlandet Rumænien er dækket af sne. Men Marius Constantin skal optræde til International GymShow om et døgn, så han skal have gang i benene igen.
”Der er ikke nogle steder at skate indendørs i Rumænien, derfor skater jeg som regel ikke om vinteren. Så jeg skal lige have øvet mig lidt inden,” siger han og smiler.
Han har skatet i 12 år, så der er masser af erfaring at trække på. Men han er ikke vant til at optræde i denne type shows. Marius Constantin plejer nemlig at rejse verden rundt for at deltage i diverse konkurrencer.
Show er anderledes måde at vise evner frem
Derfor er International GymShow 2018 en helt ny oplevelse for skateren. Det betyder også, at han ikke behøver at presse sig selv så hårdt som normalt.
”Showet er jo ikke en konkurrence, men en mulighed for at vise, hvad jeg kan i en anderledes setting. Så jeg skal hele tiden huske mig selv på, at jeg skal have det sjovt, i stedet for at jeg presser mig selv,” siger Marius Constanstin.
Til freestyle skateboarding bruger du et objekt, som ikke er limet fast til dig. Så alt kan ske
Marius Constantin, artist til International GymShow 2018
Han takkede ja til at deltage i showet, fordi det var anderledes.
”Det er spændende for mig, at få lov til at vise mine evner frem på en anderledes måde end normalt. Så jeg tænkte ’hvorfor ikke bare springe ud i det?’, da jeg blev spurgt, om jeg ville være med,” forklarer han.
Marius Constantin laver freestyle skateboarding, der er skate uden ramper eller andre hjælpemidler. Det er bare ham og hans skateboard. Det giver publikum en anderledes oplevelse til International GymShow 2018.
”Til freestyle skateboarding bruger du et objekt, som ikke er limet fast til dig. Så alt kan ske,” siger han.
Nyt underlag begrænser ikke Marius
Træningen til International GymShow er indtil videre gået godt, men den byder også på udfordringer for Marius Constantin. Han er vant til at skate på asfalt, men til showet skal han bruge træplader som underlag.
Det glatte underlag gør, at jeg må skære nogle tricks ud. Men det kommer ikke til at begrænse mig
Marius Constantin
”Vi har været nødt til at slibe pladerne med sandpapir, for at jeg ikke skal glide. Men jeg er alligevel gledet et par gange. Hvis det sker til showet, må jeg improvisere mig ud af det,” siger han med et forsigtigt grin.
Marius Constantin skal arbejde sammen med de andre indslag til International GymShow. Hans indslag er nemlig delt i tre bidder, så han er på scenen flere gange gennem showet. Derfor kan han kun bruge en mindre del af gulvet.
”Jeg har mindre plads end på asfalten, og det glatte underlag gør, at jeg må skære nogle tricks ud. Men det kommer ikke til at begrænse mig,” lover Marius Constantin.
International GymShow 2018 løber af stablen over tre dage i slutningen af januar, og byder på otte internationale indslag samt de seneste tre DGI Verdenshold. Showet giver dig en smagsprøve på det ypperste inden for gymnastik og akrobatik netop nu.