Artisterne bakker op om hinanden til International GymShow

Der opstår et særligt bånd mellem artister og gymnaster, når de arbejder så intensivt sammen, som de gør til International GymShow.

Jongløren Jimmy Gonzalez giver en lektion i jonglering til en verdensholdsgymnast og Didi Alaoui, der begge er med i International GymShow 2018. Foto: Anders Grønbæk

Selvom dagene med International GymShow er hektiske både for artister, koreografer og resten af crewet, er der stadig tid til sjov og ballade i kulissen. Artister fra hele verden med forskellige kreative evner og baggrunde mødes, og de skal arbejde tæt sammen igennem tre shows fordelt i Danmark.

Læs også: Publikum: International GymShow ophæver tyngdekraften

Derfor er det uundgåeligt, at der opstår noget unikt. De udenlandske artister er vant til at arbejde som professionelle til konkurrencer og festivaler, mens DGI Verdensholdet stiller op som frivillige i foreningslivets ånd.

Cirkusartister laver bevægelse på en anden måde end gymnaster, og det vil jeg rigtig gerne vise dem

Jimmy Gonzalez, jonglør til International GymShow 2018

”Der kommer en synergi mellem de professionelle og de frivillige. Verdensholdene bliver imponerede over, hvad de internationale artister kan, og de internationale artister bliver inspirerede af, at nogle stiller op frivilligt på denne måde,” siger Kirstine Mielcke Hansen, en af koreograferne bag showet.

Imponerede af hinandens talent

Den særlige stemning, der opstår, kan artisterne også selv mærke.

”Vores energi artisterne og gymnasterne imellem smitter af på hinanden. Det er virkelig fantastisk at opleve. Der er en rigtig god støtte backstage, og der er fantastisk opbakning fra alle de andre indslag under showet,” siger Dan Cave-Walker, der optræder med sin kone Rhiannon Cave-Walker i en akrobatisk håndstandsduet.

Barcode lader en gymnast flyve syv meter op i luften og derefter lande på en russisk barre, der bare er så tynd. Det er sindssygt

Antonio Aguado, danser i Arcopom til International GymShow 2018

Den gode energi stammer muligvis fra, at artisterne imponerer hinanden så meget.

”Der er nogle enormt talentfulde mennesker med i showet. For eksempel Barcode – de lader en gymnast flyve syv meter op i luften og derefter lande på en russisk barre, der bare er så tynd. Det er sindssygt,” forklarer Antonio Aguado, der også går undet navnet ”Shyno”, fra breakdancegruppen Arcopom.

Læs også: Glæden var stor blandt artister efter premiere

Artister inspirerer hinanden

Helt fra starten, da alle artisterne mødtes første gang i Arena Næstved, har der været noget specielt over stemningen.

”Der er en virkelig cool vibe her. Det er tydeligt at mærke, at alle allerede har det rigtig sjovt,” fortæller Marius Constantin, der er freestyle skateboarder.

Men artisterne bruger også tiden på at inspirere hinanden.

”Det her er en god måde at vise gymnaster, at der er andre måder at manipulere objekter til at bevæge sig, som du gerne vil have dem. Cirkusartister laver bevægelse på en anden måde end gymnaster, og det vil jeg rigtig gerne vise dem,” siger Jimmy Gonzalez, der er jonglør.