Cirque du Soleil-stjerne gæster International GymShow 2016

Canadiske Marie-Eve Bisson tryllebinder publikum verden over med vovemod og elegance fra sin hoop højt over scenegulvene. I januar 2016 kan du opleve hende i Danmark.

Hoop er Marie-Eve Bissons store passion - men hun fandt første gang sig selv som 12-årig, da hun begyndte til gymnastik. Foto: Johann Trépanier

Højt oppe i luften, mindst 13 meter oppe, flyver Marie-Eve Bisson rundt i sine shows. Her er hun i sit rette element. Med sin hoop - en stor og tung metalring, der hænger fra loftet - som eneste redskab sørger hun for, at publikum ikke fjerner blikket fra hendes "dans" et eneste sekund.

"Jeg arbejder med at finde smukke positioner og overgange mellem dem. Overgangene skal være lige så betagende og dramatiske som tricket selv - måden man kommer ind og ud af tricket er mindst lige så vigtigt," siger Marie-Eve Bisson om sit show.

For mig er gymnastikken den mest komplette sport, du kan dyrke

Marie-Eve Bisson, hoop-artist

Og med 18 års erfaring fra Cirque du Soleil ved hun, hvad der skal til for at fange publikum.

"Jeg er blandt første generation af aerial hoop-artister. Formodentlig en af de første ti til at optræde med hoop...," funderer hun.

Fra gulvet og op i luften

Når Marie-Eve Bisson går på scenen i dag, er hoop'en hendes partner. Hun starter dansen på gulvet, finder momentet og bliver så gradvist løftet op i luften i takt med, at hendes tricks bliver mere dristige; hendes spin hurtigere; svinget bredere. 

Men livet som flyvende artist startede helt nede på gulvet - da hun som 12-årig begyndte til gymnastik. 

Før gymnastikken var Marie-Eve Bisson med i en elite-dansetrup for syv til tiårige piger, men på halgulvene fandt hun sig selv.

"For mig er gymnastikken den mest komplette sport, du kan dyrke. Du kan bruge dine gymnastiske færdigheder til så uendelig meget. Det var min passion, og jeg ville aldrig have kendt den verden jeg er i nu, hvis jeg ikke først havde været gymnast. Hoop blev valgt til mig, og jeg forelskede mig igen. Så jeg skiftede fra passion til passion," fortæller hun.

Marie-Eve Bisson blev nemlig headhuntet til Cirque du Soleil ud fra hendes gymnastik- og dansebaggrund, da en anden artist blev skadet. Hun blev indbudt til en benhård træningsweekend, og her blev hun præsenteret for hoop, prøvede det for første gang - og tog derfra som ny-ansat hoop-artist in spe i et af verdens mest prominente cirkus.

Hold vejret

I cirkus lærte Marie-Eve Bisson at forundre og forbløffe publikum. 

"Til tider vil publikum tro, at jeg falder - det er en del af showet. Der er en klar opbygning, som begynder på vejen op. Det skal være elegant, men blive mere dramatisk. Jeg arbejder meget med suspense," fortæller hun.

Så publikum til DGI International GymShow 2016 kan forvente at sidde på kanten af stolene og holde vejret.

Gradvis opbygger du din selvtillid og dine evner, så du kan gribe dig selv før faldet

Marie-Eve Bisson, hoop-artist

Marie-Eve Bisson udfordrer tyngdekraften uden forbehold, og hun kaster sig ud i halsbrækkende tricks i op til 35 meters højde. Sikkerhedsliner er ikke en mulighed, så hendes egne reflekser er det eneste, der står mellem hende og faldet, hvis noget går galt.

"Det vigtigste i aerial hoop er mental styrke og fokus - det samme gælder for gymnastik. Alt kan ske, hvis du rammer en millimeter forkert. Så gymnaster risikerer faktisk deres liv. Vi kan jo ikke have line på eller optræde over et net - det ville man blive viklet ind i," siger Marie-Eve Bisson og fortsætter:

"I en hoop er du nødt til at kunne reagere hurtigt og tage raske beslutninger, hvis du er utilpas i situationen - hvis du kan mærke en hånd eller fod glide - og den evne kommer med træning. Gradvis opbygger du din selvtillid og dine evner, så du kan gribe dig selv før faldet."

Artist - ikke akrobat

Gennem et halvt liv som hoop-artist har Marie-Eve Bisson gjort sig mange erfaringer. Hun er 35 år og har optrådt i mere end 3.800 shows verden over. Hun er en sand artist - ikke akrobat, ikke gymnast, ikke danser.

"Jeg er cirkusartist," understreger hun.

"Akrobaten er den tekniske udøver. Artisten udfører sine tricks med følelse og dybde og bibringer en fortolkning af koreografien," siger Marie-Eve Bisson.

"Gymnastik er først og fremmest teknik, og at flytte det op på scenen kræver helt andre færdigheder, hvor du skal kunne skabe en interessant og inspirerende verden og fortælling. Alle kan løfte en arm. Det er teknik. Men at lægge en intention bag bevægelsen og formidle sin egen følelse og indlevelse - dét vil publikum kunne mærke," lover hun.