De voksne så det ske - men ingen gjorde noget
Ingen greb ind, da Veronika Bonnevie blev mobbet som barn. At se, men lade stå til, er noget af det værste, du som voksen kan gøre, siger hun.
TEMA OM MOBNING: Veronika er ikke i tvivl om, at voksne så det ske - men ingen gjorde noget.
Mødet med gymnastik og efterskolen betød en ny start for dengang 15-årige Veronika Bonnevie.
Folkeskolen var præget af mobning. I en sådan grad, at hun ikke er tvivl om, at der er voksne, som har set det ske - men ikke gjort noget.
Men i gymnastikken og på efterskolen fik Veronika chancen for en ny start, og greb den. Hun blev voksen og er i dag gymnastikinstruktør. Og hun vil gøre alt for, at mobning ikke skal passere ubemærket forbi på hendes vagt.
"Mobning former hele dit selvbillede både som individ og i relation til andre. Og det tager du med dig. Nogen bliver selv mobbere, andre bliver stille og indadvendte. Men du former dit eget overlevelsesmønster – og det er ikke sundt. Derfor gør jeg alt for, at det ikke sker i hallen sammen med mig."
Det er 20 år siden tiden med mobning. I dag er Veronika 35 år, og hun har 18 års instruktørerfaring med børnehold og voksne. Hun bruger flittigt de samme øvelser og ledelsesstil til både børn og voksne. Fordi det virker.
Sværere at dæmonisere én, man kender
I hallen på Østerbro står ni kvinder på to plinte. På Veronikas 'GO' skal de stille sig i korrekt rækkefølge rangeret efter først skostørrelse, så alder og til sidst afstand fra hal til egen bopæl. Det kan virke simpelt at lave navnelege eller udveksle interesser, men det har en præventiv effekt:
4 råd fra Veronika
til at forebygge mobning
- Spørg deltagerne, hvordan de synes, man skal opføre sig på holdet
- Italesæt, hvad man må – og ikke hvad man ikke må
- Mind alle om husreglerne fra gang til gang
- Ros for at efterleve deres egne regler og for at bidrage til god stemning
"Når du lærer mig at kende, bliver jeg et rigtigt menneske og ikke bare en, som tilfældigvis går på dit hold. Det er altid sværere at dæmonisere en, man har en relation til, og det får man i takt med, at man lærer hinanden at kende," siger Veronika Bonnevie.
På børneholdene starter hun sæsonen med at fastsætte en række husregler. Ingen snak om, hvad man ikke må, men derimod om, hvad man gerne må. Så byder børnene typisk ind med, at man må tale pænt til hinanden, vente på tur og lytte til de voksne.
"Hvis voksne siger, at man ikke må det ene og det andet, så føler børn nemt, at vi trækker noget ned over hovedet på dem, og så gør de det modsatte. Så når vi sammen fastsætter reglerne, føler børnene medejerskab for fællesskabet og tager selv del i at minde hinanden om, at hov, vi skal lige tale pænt, og husk at stå pænt i køen," siger Veronika Bonnevie.
Brug dine øjne og stå ved dit ansvar
Voksne skal ifølge Veronika have øje for det barn, som kryber langs væggen, hænger lidt med næbet eller bare tager imod drillerier fra andre børn. Det er de voksnes ansvar, at ingen børn bliver holdt udenfor:
"Jeg har prøvet det. Den følelse som barn, at der ikke er nogen af dem, som har magten, eller som kan gøre noget, som rent faktisk gør noget. Den følelse har jeg ikke lyst til, at andre skal opleve."
Helt konkret skal du som instruktør eller træner vise børnene, at de kan stole på dig, og hvis du siger, du vil lytte, så skal du lytte.
Stop hellere midt i et spring og tag snakken, hvis der er behov for det, end lade ting passere. Idrætten skal først og fremmest være et frirum.
Trivsel først, derefter gymnastik
"Nogle gange når vi ikke alle de spring, jeg havde planlagt, men det er heller ikke det vigtigste. På mine hold skal vi først og fremmest have det godt. Og derefter skal vi lave sjov gymnastik. Det er rækkefølgen, og det siger jeg også højt både til børn og forældre."
I år træner hun voksne. Men også her har hun antennerne ude for at mærke, om den enkelte gymnast er tilpas.
Hun fører en rolig stemmeføring, holder øjenkontakten længe nok til at kunne mærke den enkelte gymnast og styrer samtidig slagets gang med fast hånd og klare instrukser.
"Jeg er den voksne, jeg selv havde brug for, dengang jeg var barn. Men jeg er også den, jeg selv har brug for i dag. At blive set og mødt i det, man står i, kan gøre en stor forskel for et menneske."