DGI Gymnastik & Fitness med i Bevæg dig for livet

Som en del af DGI og DIF's fælles vision, skal DGI Gymnastik & Fitness bidrage med 40.000 flere medlemmer i foreningerne.

Gymnastik- og fitnessformand, Hanne Lene Haugaard, ser især frem til tæt samarbejde med GymDanmark. Foto: Niels Husted

'Bevæg dig for livet' er DGI og DIF's fælles vision, der skal gøre danskerne mere aktive. Og nu er DGI's største idræt - DGI Gymnastik og Fitness - en del af samarbejdet.

”Vi er meget glade for, at vi allerede på så mange områder kan tone fælles front i dansk idræt. De nye aftaler viser tydeligt, hvor bredt vi spænder i befolkningen. Glæden og begejstringen ved idræt og bevægelse kender hverken alder, køn eller etnicitet, og det er heldigvis noget, vi kan samles om i Danmark,” siger Niels Nygaard, som er formand i DIF.

Godt for foreninger og gymnaster

DGI Gymnastik & Fitness skal over de kommende tre år bidrage med 40.000 nye medlemmer i foreningerne, og formand for DGI Gymnastik & Fitness, Hanne Lene Haugaard, ser især frem til det nære samarbejde med specialforbundet under DIF, GymDanmark.

Det er godt for vores foreninger og gymnaster, for de vil opleve, at der kommer meget mere fokus på gymnastik og fitness fremadrettet

Hanne Lene Haugaard, formand for DGI Gymnastik & Fitness

"Jeg synes altid, det er godt at være med til at udvikle. Og det er godt at arbejde tæt sammen med specialforbundet. Det har vi gjort før, og nu får vi mulighed for at gøre det i et større perspektiv," siger hun og fortsætter:

"Jeg tror, at vi sammen kan lave de allerbedste gymnastik- og fitnesstilbud til vores mange medlemmer. Foreningerne har brug for rigtig gode tilbud på kurser og uddannelser, og det kan de i endnu højere grad få nu. Og gymnasterne har brug for gode, sammentænkte stævner, som giver mening for dem. Det kan vi levere, når vi er sammen."

Ud over de gode, fælles tilbud DGI og DIF sammen kan tilbyde, lægger Hanne Lene Haugaard også vægt på, at samarbejdet i forbindelse med Bevæg dig for livet vil styrke kendskabet til gymnastikken og de foreningsbaserede fitnesscentre.

"Det er godt for vores foreninger og gymnaster, for de vil opleve, at der kommer meget mere fokus på gymnastik og fitness fremadrettet," siger hun.