Fælles lege og ritualer ryster det nye hold sammen

To midtjyske gymnastikforeninger har gjort op med klikerne på deres fælles hold med masser lege, faste ritualer og sociale aktiviteter.

Det er vigtigt, at trænerne viser, at de kan grine af hinanden - så kan udøverne også. Arkivfoto.

Vi har alle været igennem dem, og de virker stadig.

Læs også: ”Man er sammen med sine venner, ikke sit hold”

De klassiske lege, hvor man lærer navne og kommer tæt på hinanden, er en sikker vej til at ryste et nyt hold sammen. Det har de lært i Brande Gymnastik- og Ungdomsforening og Uhre Gymnastik- og Idrætsforening, der er sammen om mixholdet, der samler de ældre gymnaster fra de to byer.

Selvom flere byerne ligger få kilometer fra hinanden, og flere af børnene kendte hinanden fra skolen, var det i starten tydeligt at se, hvem der kom fra hvilken forening. Det gav også endnu et skel på holdet, at gymnasterne dyrkede spring eller rytmisk gymnastik.

Det besluttede trænerteamet sig for at gøre noget ved, fortæller Jette Marie Olsen fra Uhre GIF.

”Vi kunne tydeligt se i starten, at de satte sig i to klynger. Men vi havde et mål om, at når vi startede det her hold, så handlede det om fællesskab.”

Trænertip

Ryst holdet sammen

  • Vis udøverne, at I kan samarbejde og grine af hinanden – så kan de også.
  • Lav lege, hvor udøverne skal gå sammen med nogle, de ikke kender – eller sæt de utrygge sammen med de trygge.
  • Start og slut samlet, hvis en del af træningen er opdelt.

Vend pinlige lege til noget sjovt

Derfor besluttede trænerne sig for, at træningerne altid starter samlet, inden gymnasterne bliver delt på henholdsvis spring og rytme, hvorefter de slutter sammen igen.

Den fælles træning består enten af lege eller af fælles serier, som alle gymnasterne kan være med på. Når gymnasterne skal være sammen to og to i legene, opfordrer trænerne dem altid til at gå sammen på tværs af spring og rytme eller med en, de ikke kender.

Læs også: En idrætsfidus der virker: Spis sammen

På den måde lærer de helt automatisk hinanden at kende. Og legene behøver ikke være hverken nye eller komplicerede.

”Vi har lavet en del navnelege og lege, hvor de kommer fysisk tæt på hinanden, så de finder ud af, hvem hinanden er. Alle de kendte lege, man laver som ung gymnast, men som måske er lidt pinlige for en 7. klasser, har vi bare vendt til noget sjovt,” siger træner Martin Baastrup.

Hvis man skal starte med noget, der er irriterende, så kommer man ikke igen næste gang, men hvis det første og sidste, man laver, er skægt, gør man.

Martin Baastrup, træner

Hvis det er sjovt, kommer man igen

Efterhånden er de fælles lege blevet et ritual på holdet. Ifølge Martin Baastrup er det både med til at vænne udøverne til, at opvarmning eller styrketræning faktisk godt kan være sjovt, at man sagtens kan tale med andre end dem, man lige kender.

Han anbefaler at indføre sjove ritualer som en fast del af starten og slutningen på træningen.

”Vi kender det selv. Hvis man skal starte med noget, der er irriterende, så kommer man ikke igen næste gang, men hvis det første og sidste, man laver, er skægt, gør man.”

At legene er blevet et fast ritual har også betydet, at gymnasterne er mere trygge ved at gå sammen med dem, de ikke kender. De ved nemlig, at det er forventningen, og at de har prøvet det før. Prøver trænerne en ny leg, som ikke fungerer, kan man altid prøve noget andet næste gang.

Læs også: Gør fællesskabet på dit hold større med disse 4 teambuildingøvelser

Trænertip

Skab et godt trænerteam

  • Få trænere med fra begge foreninger.
  • Ryst trænerne godt sammen, inden I starter.
  • Accepter at I er forskellige og lær af hinanden.

Weekendtur giver særligt bånd

Udover legene har trænerne og gymnasterne været på en weekendtur sammen til Brejninggaard Efterskole. Den tur har gjort en stor forskel for sammenholdet. Selvom weekenden også bød på træning, handlede det ligeså meget om at styrke fællesskabet og det sociale.

Det fortæller Sofie Thomsen, der er springgymnast på holdet.

”Det har hjulpet, at vi har været sammen der. Vi har fået et specielt bånd over at være ude og overnatte et sted sammen, hvor man ikke kendte andre mennesker, end dem man var afsted med,” siger hun og anbefaler fælles aktiviteter, der ikke nødvendigvis drejer sig om træning.

Også trænerteamet har lagt mærke til forskellen.

”Man kan se det i deres måde at være sammen på. Grupperne, som de er samlet i, bliver større og større, fordi de tør snakke til hinanden. Der er et andet flow,” siger Jette Marie Olsen.