Glæden var stor blandt artister efter premiere

Både gymnaster og artister var tilfredse med premieren på International GymShow 2018 i Næstved. Publikum bakkede godt op.

DGI Verdensholdet 9 laver en serie med køller, der har lys i. Serien er rolig, og derfor plejer publikum også at være stille. Foto: Vibeke Green

Det var glade ansigter, der viste sig da artister og gymnaster kom forpustede ud fra hallen efter en vellykket premiere på International GymShow 2018 i Arena Næstved fredag d. 26. januar 2018.

Læs også: Publikum: International GymShow ophæver tyngdekraften

De i alt 80 mennesker, der er på gulvet i løbet af aftenen var glade for deres egen performance – men også publikum.

”Alt gik bare helt fantastisk, og det var et nemt publikum at arbejde med,” siger Dan Cave-Walker, der er den ene halvdel af en akrobatisk håndstandsduet. 

Hans partner, den anden halvdel af duoen uddyber:

”Publikum var meget lydhør, og de gav os hele tiden reaktioner,” forklarer Rhiannon Cave-Walker.

Gymnaster glade for at være tilbage

Pigerne fra DGI Verdensholdet 9 var også glade, da de gik af gulvet. Også selvom det efterhånden er noget tid siden, de har optrådt sammen. 

”Vi er jo de ældste, så jeg tænkte lidt, om vi ikke var for gamle. Men vi klarede de sværeste kast, og det var sindssygt sjovt at være på gulvet med holdet igen,” siger Katrine Kæmsgaard Bidstrup fra DGI Verdensholdet 9.

Hun fremhæver også, at publikum bakkede godt op om showet.

Læs også: Akrobat skatede på motorvejen for at nå til International GymShow

”De var meget stille under vores serie, men den er også meget stille og rolig. Så publikum gjorde lige det, de skulle,” siger hun.

Artister glæder sig til de næste shows 

Efter premieren fokuserede artisterne allerede på de næste shows. 

”Jeg glæder mig endnu mere til Herning og Odense, for nu er vi kommet ordentligt i gang. Så kan vi gøre det endnu bedre i morgen og i overmorgen,” siger Katrine Kæmsgaard Bidstrup.

Også Dan og Rhiannon Cave-Walker glæder sig til den fortsatte rejse.

”Adrenalinen kører virkelig meget, fordi det var så fedt. Der er en virkelig god atmosfære artisterne imellem,” siger Rhiannon Cave-Walker.