Gymnastikforeninger har mistet medlemmer

Gymnastik er gået tilbage i antal medlemmer, viser DGI’s medlemstal for 2021. Mens Tuse GF nikker genkendende til et svært år, har Nørre Bjært Strandhuse vækstet med nye tiltag.

Det er særligt de 7-12-årige gymnaster, der mangler i hallerne efter nedlukninger og corona. Foto: Arkivfoto: Vibeke Green

Nedlukninger og corona har sat sit aftryk på danskernes idrætsvaner. Og selvom vi netop nu sidder med suset fra årets farverige gymnastikopvisninger i frisk erindring, har det for mange gymnastikforeninger været et år med færre gymnaster i hallerne, end de plejer.

Læs også: DGI: Medlemmerne er på vej tilbage til fællesskabet

Gymnastikforeningerne i DGI har oplevet en medlemstilbagegang på 5,3 % det seneste år, svarende til knap 14.000 medlemmer. Og det har været et år, der har krævet en ekstra indsats af bestyrelser og instruktører for at få holdene fyldt op igen, fortæller Eva Anker Lund fra Tuse Gymnastikforening ved Holbæk:

”Der er ikke noget, der har været nemt og vi knokler stadig. Bestyrelsen er i daglig dialog om nye ideer og projekter. Og trods den indsats, har flere af vores hold, der ellers altid er udsolgt, i år været en tredjedel mindre, end de plejer.”

Især de mellemstore børn er faldet fra

Mens de ældste og de yngste gymnaster synes at have fundet deres vej tilbage i hallen, er der sket et fald blandt de 7-12-årige. Og på tværs af idrætterne i DGI er det særligt pigerne, der er faldet fra.

I Varde Gymnastikforening har man oplevet, at tiden før corona og tiden efter corona er to forskellige verdener. Her er antallet af 7-12-årige piger også faldet.

”Jeg tror, der er mange familier, der har kørt med 120 i timen, men som under corona var tvunget hjem, og som måske lige stopper op og mærker efter. Udviklingen var i gang, så det skyldes ikke alene corona, men corona har skubbet til den tendens,” siger formand Jane Locht, der kalder det ‘alarmerende’, hvis den udvikling fortsætter.

I Tønder Gymnastikforening har de også haft svært ved at fylde holdene efter nedlukninger. Foreningens medlemstal er det seneste år faldet fra 636 til 347 med et frafald særligt blandt kvinderne og de mellemstore børn. Derfor glæder formand Tina Köpp Lauridsen sig over en veloverstået opvisningssæson med stor lokal opbakning:

”Jeg tror på, at fællesskabet får et skub til årets opvisninger. Og så har det jo en reklameværdi, når vi viser flaget og foreningen frem. Vi har gymnaster, som har gået til gymnastik i flere år, men aldrig prøvet en opvisning. Det var stort at se dem på gulvet i år,” siger hun.

Nye tilbud tiltrækker drengene

Hos Nørre Bjært Strandhuse ved Kolding er medlemstallet stik imod landsgennemsnittet gået op. Fra 2020 til 2021 er gymnastikforeningen vækstet med 164 nye medlemmer. De har blandt andet startet en danselinje og brugt energi på en drengeindsats. De nye greb på gymnastikken har båret frugt:  

”Vi har lavet et hold for drenge i 0-5. klasse og kaldt det for Parkour, hvor de blander springgymnastik med parkour. Det er helt tydeligt for os, at det tiltrækker drengene, når vi kalder det et drengehold med mandlige instruktører,” siger Tine Christiansen, der er del af en formandstrio i gymnastikforeningen.

Men oplevelsen af, at der skulle noget andet til at tiltrække drengene, startede allerede året før. Her begyndte de at reservere et antal pladser på de dengang miksede hold til drengene, for de nåede aldrig at tilmelde sig, inden holdene var fyldt op.  

”Før var der 4-5 drenge på mixholdet. I år var de 55 drenge på parkourholdet og 80 piger på pigeholdet. Nu har vi lige haft opvisning for første gang med de store hold. Det var fedt! Vi havde over 550 betalende gæster, så vi kan virkelig mærke, at folk gerne vil gymnastikken,” siger Tine Christiansen.

Gymnastik i 2021

  • Gymnastikforeninger i DGI er gået tilbage med -5,3 % i medlemmer fra 2020-2021.
  • Tilbagegangen lyder på -5,6 % blandt kvinder og -4 % blandt mænd.
  • Fra 2019 til 2021 har DGI’s gymnastikforeninger mistet 42.217 medlemmer. Det største fald skete fra 2019-2020.
  • DGI’s medlemstal for 2021 blev offentliggjort 6. april 2022.