Ildsjælen Frederikke nyder gymnastikken i Skjern

20-årige Frederikke Lundsgaard fra Skjern er en ildsjæl ud over det sædvanlige. Hun startede som hjælpeinstruktør på et børnehold, og i dag står hun i spidsen for to af de største gymnastikhold. Drømmen er at blive folkeskolelærer.

Frederikke Lundsgaard i vanlige omgivelser i springsalen i Skjern. Foto: DGI Vestjylland

En ildsjæl ud over det sædvanlige. Dét indtryk får du hurtigt, når du snakker med Frederikke Lundsgaard fra Skjern. Smilet kan ikke holdes tilbage, når den nyudklækkede student fra HTX i Skjern snakker om sit engagement i Skjern Gymnastikforening. Et tydeligt hjertebarn.

”Det giver mig alt at være frivillig. Jeg nyder hver eneste gang, jeg skal planlægge og finde på nye idéer. Jeg elsker at sidde og brainstorme på nye serier, kigge på opvisningstøj og en masse andet, som kan gøre mine hold endnu bedre. Det er guld værd at være sammen med mine gymnaster,” siger Frederikke.

Begyndte som 11-årig hjælpeinstruktør

Som 11-årig blev hun hevet ind som hjælpeinstruktør til et børnehold, men fik hurtigt mere ansvar, da hendes initiativrige væsen skulle slippes løs. 

Jeg ville ikke kun stå for legene. Det var naturligt for mig at ville have ansvar. Jeg blev mere og mere en del af det, og jeg elsker at tage initiativ

Frederikke Lundsgaard

Hvor genet som initiativtager stammer fra, er hun ikke i tvivl om.

”Mine forældre er meget initiativrige, så det er dem, jeg har det fra. Min mor var også meget aktiv i foreningslivet, da hun var ung. Min far er også lidt samme type - vi kan alle godt lide at have styringen. Det ligger til familien,” siger Frederikke.

Frederikke er i dag instruktør for springrytmepiger for 3.-5.-klasser og juniormix for 6.-9. klasser – to af forenings største hold.

”Der er en rigtig god opbakning på holdene. I år er vi omkring 60 gymnaster på springrytmepiger og knap 50 gymnaster på juniormix. Det er mit andet år som instruktør for de to hold,” fortæller Frederikke.

Altid plads til at lege

Frederikke, der selv går på Rutinerede Piger i Stauning/Dejbjerg, definerer sig selv som en ambitiøs og legende instruktør, hvor frihed under ansvar er det centrale omdrejningspunkt.

”Jeg har en plan til hver træning, men vi stikker altid ud med lege og jokes, som der altid skal være plads til. Ved sæsonstart laver vi en oversigt over sæsonen, så vi ved, hvornår tingene skal være færdige,” siger Frederikke.

Et konkret tiltag til træningen er, at Frederikke har hængt en klokke op i hallen. Du må ringe med klokken, når du klarer et nyt spring tre gange. Frederikke fortæller, at alle er helt vilde med tiltaget, som hun har fået inspiration til fra sit efterskoleophold på Brejninggaard Efterskole.

Det bedste er dog ikke træningerne, men udbyttet af de mange hårde timers arbejde.

Det bedste er at se gymnasterne til opvisningerne. Vi gør det med vilje lidt svært i starten i sæsonen, så de udvikler sig hen ad vejen, og til sidst kan det de hele

Frederikke Lundsgaard

Vink fra vindueskarmen

Hun fremhæver flere gange sit tætte forhold til børnene, som hun træner. Det er tydeligt, at Frederikke elsker den gode forbindelse – uden det bliver privat.

At være frivillig giver mig noget som intet andet kan give. At være sammen med de vidunderlige børn og det fantastiske trænerteam. Når jeg cykler forbi folkeskolerne, vinker børnene til mig fra vindueskarmen

Frederikke Lundsgaard

”Da jeg blev 19, sagde mine gymnaster til mig, at jeg aldrig bliver voksen. Det kan jeg vist ikke løbe fra,” smiler Frederikke.

Det tætte forhold kom til udtryk, da hun oprettede en Snapchat-gruppe, hvor hun løbende gav gymnasterne udfordringer, og samtidig bevarede det gode forhold til dem.

Skjern-pigen spår sine gymnaster en stor fremtid, og det er en af de primære drivkræfter i rollen som instruktør.

”Jeg ved, at niveauet er så højt i Skjern blandt mine gymnaster, så det driver mig hver eneste dag. Vi har det sindssygt godt i trænerteamet, og det gør, at man har lyst til at gøre hinanden bedre,” siger Frederikke.

Nye idéer og hold

Ja, du har sikkert allerede gættet det. Frederikke engagerer sig naturligvis også i bestyrelsesarbejdet i foreningen, hvor hun sidder i gymnastikudvalget. De sidste to år har hun bidraget med nye idéer til foreningen, hvor hun har stor fokus på at gøre møderne mere attraktive.

”Nogle af deltagerne til bestyrelsesmøderne er på min alder, og vi er enige om, at møderne er en smule kedelige. Derfor har jeg implementeret flere tiltag for at gøre det hele mere levende. Til påske arrangerede jeg et æggeløb i hallen for at friske hovedet op. Input udefra og motion er en vigtig ting, så der opstår noget liv,” fastslår Frederikke.

Hun undersøger løbende muligheden for at oprette nye gymnastikhold, hvilket hun forsøgte på HTX i Skjern – dog uden held.

”Tanken opstod, da der er rigtig mange gymnaster på HTX. Der var god opbakning fra rektor, og alt var klar. Der var desværre ikke nok opbakning, da det kom til stykket,” fortæller Frederikke, som dog har et nyt hold på vej. Et nyt hold målrettet piger, der kommer hjem fra efterskole, som begynder efter sommerferien.

Unikt indblik i børn, forældre og trænere

Instruktørtjansen har givet hende et godt indblik i de mange forskellige typer af mennesker, der har deres gang i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter, hvor Skjern Gymnastikforening hører til.

Du lærer meget om mennesker, da du snakker med mange forskellige typer. Du får et unikt indblik i børn, forældre og trænere

Frederikke Lundsgaard

Dette indblik skal gerne videreføres til lærerstudiet, hvor Frederikke håber at få plads om et par år.

”Jeg vil rigtig gerne være folkeskolelærer, og chancerne bør være gode med mine ni års erfaring med børn og forældre i rygsækken,” smiler Frederikke.

Kollektivet frem for individet

En klar iagttagelse om Frederikke er, at hun foretrækker kollektivet frem for individet. Holdånden, fællesskabet og andre kollektive termer kommer ofte fra hendes mund, og det er der en god grund til.

”Jeg er ikke så god til det individuelle. Jeg er 20 år, og fra nu af bliver det meget konkurrence med mange udtagelser, og det er ikke mig. At være en del af et hold, hvor hygge og glæde er i højsædet passer meget bedre til mig,” fortæller Frederikke, før hun slutter:

”Jeg ved ikke, om jeg selv bliver ved med at lave gymnastik, men jeg kan ikke undvære det, så jeg vil altid være en del af foreningslivet på en eller anden måde.”

Før drømmen om at blive folkeskolelærer skal udleves vil hun nyde studentertiden og holde et sabbatår eller to, hvor arbejde og rejse står på programmet. Og sandsynligvis også en masse gymnastik.