Masser af aflyste gymnastikopvisninger: Det er voldsomt frustrerende
Gymnastikforeninger over hele landet har aflyst opvisninger med henvisning til myndighedernes anbefalinger om COVID-19 (corona)
"Det har været voldsomt frustrerende at skulle tage beslutningen og sige nej til opvisning. Det er jo en dag, hvor vi hylder vores frivillige og får sagt tak," siger Jakob Peterhänsel, som er bestyrelsesmedlem i Idrætsforeningen Salto City.
Ligesom så mange andre foreninger har Salto City følt sig nødsaget til at aflyse sin gymnastikopvisning, der skulle have fundet sted den 21. marts. Her forventede man nemlig, at mere end 1000 mennesker ville møde op.
"Vi overvejede at udskyde det, men det er logistisk umuligt. Også fordi sæsonen slutter, og vi starter nogle sommerhold op i stedet. Men folk begynder at forstå. Jeg har selv måttet se realiteterne i øjnene, efter nogle fagpersoner i bestyrelsen kunne forklare nærmere," fortæller Jakob Peterhänsel.
Over hele landet er der i løbet af foråret opvisninger i over 1.300 gymnastikforeninger, og det er foreningen, der skal træffe beslutningen om, hvorvidt opvisningen skal gennemføres. Hvis der er over 1.000 deltagere, er myndighedernes anbefaleringer klare – så bør det aflyses. Forventes der under 1.000 deltagere, så skal foreningen forholde sig til, om smitterisikoen ved det konkrete arrangement giver anledning til at udskyde eller aflyse arrangementet, for eksempel i forhold til hvor tæt folk sidder.
Se præciseringen af myndighedernes anbefalinger
DGI har valgt at aflyse 57 forårsopvisninger med i alt 150.000 gymnaster. Til alle opvisninger var der en forventning om over 1.000 deltagere.
Utilfredshed med aflysninger
Det er ikke alle steder, at forståelsen for aflysning af gymnastikopvisningen har været lige stor. I Billund Gymnastik, hvor man forventede, at cirka 2.000 mennesker ville møde op til opvisningen, har det især gjort ondt på de yngre medlemmer og deres forældre, at man har aflyst, oplyser bestyrelsesmedlem Marianne Jakobsen.
Hun synes, at tonen ligefrem har været for hård fra visse forældre, men det var det mest rigtige at gøre, understreger hun:
"Det har været helt forfærdeligt at skulle tage beslutningen. Det har været lidt a la: We are damned if we do, we are damned if we don’t. Men vi nåede frem til, at det ikke var risikoen værd," siger Marianne Jakobsen og tilføjer:
"Vi kunne godt have stået klar i døren med håndsprit og kun lukket 900 ind ad gangen, men vi vurderede, at hvis vi bare havde fået én smittet, så havde det været forkert. Og vi har rigtig mange ældre tilskuere til vores opvisninger."
Får økonomiske konsekvenser
I Billund Gymnastik skal man heller ikke fornægte, at foreningen samtidig taber nogle indtægter ved at aflyse deres opvisning. Omkring 40.000 kroner, vurderer Marianne Jakobsen:
"Vi har så heller ikke udgifter til halleje, gæstehold og forplejning. Men vi mister indtægter i programsalg - og de er jo trykte," påpeger hun, men fastslår samtidig, at foreningens økonomi kan klare det.
Samme melding kommer fra Tanja Becker Gaardlykke, der er formand for Ølstykke Gymnastikforening, hvor man går glip af cirka 44.000 kroner i indtægter:
"Det får en økonomisk konsekvens. Ingen tvivl om det. Hvad det helt konkret kommer til at betyde på længere sigt, er for tidligt at sige, for der er også udgifter, vi ikke har alligevel. Men vi plejer at have et pænt overskud, der nu bliver mindre, og de penge bruger vi jo gerne på at vedligeholde udstyr og uddanne vores instruktører."
I Rindum SU mærker man det også økonomisk.
"Det er jo ikke nogen guldrandforretning at afvikle opvisninger, men det kommer til at koste os i indtægter. Omkring 50.000 kroner. Og det vil kunne ses på vores regnskab. Også fordi der er nogle udgifter forbundet med det, som vi ikke kan undgå nu," siger formand Torben Nielsen.
Kan koste i kontingent
Men særligt i foreningen Silkeborg Pigerne og Drengene (SPD), hvor man forventede et sted mellem 2000 og 2500 mennesker til deres forårsopvisning, der skulle have fundet sted den 7. marts, mærker man det på pengepunden:
"Vi plejer at have et overskud på cirka 60.000 kroner på vores forårsshow. Så det er en vigtig post i forhold til vores almindelige drift af foreningen. I sidste ende kan det her betyde noget for, hvad det kommer til at koste at gå til gymnastik hos os, da vi træner i en kommunal hal. Så vi har en høj husleje og er afhængige af, at vi får generet nogle penge ind i løbet af året. Men nu bruger vi kræfterne på at forberede os på de kommende konkurrencer," siger formand Karsten Borg Høj.
Overordnet set er de enkelte foreninger dog enige i, at det største tab er for gymnasterne:
"Det er tomheden bagefter, der kommer rigtig meget bag på mig. Det har været en slags antiklimaks. For uagtet, hvor gammel man er, så har det den konsekvens, at man ikke får vist, hvad man har lært. Og de små havde glædet sig til at vise sig frem i deres trøjer, så det er rigtigt synd for dem," siger Tanja Becker Gaardlykke fra Ølstykke Gymnastikforening.
Flere af foreningerne er derfor begyndte at tænke i alternative mindre opvisninger, der kan kompensere for det følelsesmæssige tab ved aflysningerne.