Masser af opvisninger og idrætsarrangementer er aflyst

En lang række gymnastikopvisninger og andre idrætsarrangementer må aflyses med henvisning til myndighedernes anbefalinger om COVID-19 (corona). Samtidig er der konstateret corona-smitte hos en deltager i et idrætsarrangement.

DGI har aflyst 54 forårsopvisninger. Og en række gymnastikforeninger har også aflyst deres opvisninger. Foto: Anders Riishede (arkiv)

DGI har aflyst 54 gymnastikopvisninger i marts måned, der ville have samlet over 150.000 gymnaster og mindst lige så mange tilskuere. Det skyldes de anbefalinger, myndighederne er kommet med i forhold til at inddæmme smitte af COVID-19, også kaldet corona-virus.

Læs mere: Corona - hvad anbefaler DGI?

En lang række gymnastikforeninger har aflyst deres lokale opvisninger.

Og mange foreninger overvejer i øjeblikket, om de skal gennemføre opvisningerne ved at følge myndighedernes anbefalinger vedrørende arrangementer med under 1.000 deltagere. Eller om de kan udsætte marts-opvisningen til et senere tidspunkt på året.

DGI har også aflyst tre DM-stævner i skydning, der skulle have været afviklet i Vingsted. De 3 DM’er skulle i alt have 1.447 deltagende skytter plus trænere, ledere, hjælpere og tilskuere. 

Ærgerligt, men nødvendigt

”Vi har stor forståelse for, hvor ærgerligt det er for de mange, der må aflyse deres arrangementer, men det er også nødvendigt. Vi bakker fuldt ud op om myndighedernes anbefalinger og følger anbefalingerne nøje. Det ansvar skal vi tage på os i idrætten,” siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

Hun fremhæver, at da statsminister Mette Frederiksen holdt pressemøde tirsdag den 10. marts var der en alvorlighed i budskaberne.

”Statsministeren indskærpede, at gennemføres arrangementer, så skal arrangørerne bl.a. forholde sig til smitterisikoen ved arrangementet, herunder hvor tæt folk sidder og hvilke aldersgrupper, der er til stede,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Økonomiske konsekvenser

DGI er opmærksom på, at aflysningerne kan have økonomiske konsekvenser, bl.a. for de gymnastikforeninger, der må aflyse opvisningerne og derfor mister entreindtægter mv.

”I DGI har vi en tæt dialog med de relevante ministerier, for det er vigtigt, at der også bliver taget højde for, at aflysningerne har nogle økonomiske konsekvenser. Vi er glade for, at regeringen har besluttet en kompensationsordning til arrangører, der har aflyst et arrangement som følge af myndighedernes anbefalinger. Her skal idrætten selvfølgelig tænkes med ind,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Corona-smittet til idrætsarrangement

En idrætsforening i DGI er blevet kontaktet af en spiller, der har deltaget i en holdkamp den 7. marts. Spilleren er efterfølgende blevet konstateret smittet med COVID-19.

Foreningen har informeret de personer, der var i hallen i forbindelse med holdkampen, ligesom der er informereret på klubbens hjemmeside og Facebook.

Vær forsigtig med kontrakter

DGI anbefaler idrætsforeninger at være forsigtig med at lave nye aftaler for større arrangementer den kommende tid.  

Hvis der laves sådanne aftaler, er det vigtigt, at der er lavet helt konkrete aftaler om retten til at aflyse pga. corona-situationen, så arrangøren kan aflyse/afbestille uden økonomisk konsekvens.

Opdateret 10. marts 2020 kl. 16:30.