27 år og formand: Det løfter dig at tage ansvar
Jesper Poulsen blev formand sidste år - i en alder af 26. Det giver erfaring, og så er det spændende at være med til at bestemme, hvordan foreningen udvikler sig.
Han slog sine første kolbøtter i Christiansfeld IF. Siden blev han instruktør, så medlem af bestyrelsen, og som 26-årig kunne Jesper Poulsen kalde sig formand for foreningens 450 gymnaster.
Vi unge skal mere på banen.
Jesper Poulsen, 27 år og formand for Christiansfeld IF's gymnastikafdeling
”Jeg ville gerne udfordre mig selv, og det er både sjovt og spændende at være med til at bestemme, hvordan foreningen skal udvikle sig. Som formand er du i midten af det hele. Det har udfordret mig positivt,” siger Jesper Poulsen, der nu er 27.
Unge formænd er en mangelvare
Faktisk er Jesper Poulsen lidt af et særsyn. Langt de fleste formænd i idrætsforeningerne er over 30 år, viser en undersøgelse, DGI har lavet. Ud af 1565 foreninger svarer kun 3 procent, at deres formand er under 30.
Jesper Poulsen mener, det gør en positiv forskel, at han som 27-årig er med til at trække gennemsnitsalderen i bestyrelsen ned.
”Jeg tænker nok lidt anderledes end de gamle gråhårede,” siger han med et smil og kommer med en opfordring:
”Vi unge skal mere på banen. Der er ikke noget galt i, at de lidt ældre sidder i bestyrelserne, men jeg vil helt klart opfordre flere unge til at gøre en forskel. Kombinationen af unge og ældre er god og giver nye måder at tænke på.”
Unge skal mere på banen
Jesper Poulsen er uddannet landmand og arbejder på en kvæggård. Og så træner han tre gymnastikhold i Christiansfeld IF udover at være formand.
”Det er en masse frivillige timer, men jeg kan også bruge det i dagligdagen og på mit job. Når du står over for konflikter eller udfordringer, så er du vant til at håndtere det. Jeg har fået nogle erfaringer, og så er det sjovt at have med gymnasterne og børnene at gøre,” siger han.
Gymnastikken er i blodet
Gymnastikken er i Jesper Poulsens blod. Han var helt lille, da han startede til gymnastik, og han har været instruktør i 12 år. Og så er hans tidligere formand for gymnastikafdelingen.
”Det lå i kortene, at jeg skulle overtage formandsposten, da den blev ledig, for der var ikke andre i bestyrelsen, der havde lyst. Jeg tænkte, at jeg ikke ligefrem skulle rende i fars fodspor, men det kom jeg så alligevel. Og det har givet mig et skub til at komme videre og have noget mere at arbejde for i foreningen,” siger Jesper Poulsen.
Ny og lækker hal på vej
Som formand for 450 gymnaster ser han det som sin vigtigste opgave at få foreningen til at køre, at hjælpe instruktørerne og være synlig over for medlemmerne.
Men der har også været en særlig opgave, for gymnastikafdelingen flytter i januar 2016 ind i den helt ny hal Cuben2 med springgrav og store trampoliner. Og Jesper Poulsen har som formand været meget involveret i tilblivelsen af den nye hal.
”Det er spændende at få lov til at være de første og være med til at sætte et præg på, hvordan den nye hal skal være, og hvordan vi får et godt samspil mellem de andre afdelinger,” siger han.