Mød kommandør Kis

I ly af Viborg Domkirke ligger et træningslokale gemt af vejen i en kælder. Den synlige stensætning afslører, at gulvet er blevet sænket for at øge loftshøjden. For som Kis Østergaard siger: 

Man skal kunne rette ryggen og strække sine arme

Det kunne lyde som et livsmotto: At ranke ryggen og turde række ud efter det, man drømmer om. Men i kælderen under de brostensbelagte gader skal ordene tages for det, de er – nemlig et praktisk behov for at kunne strække og bøje alle lemmer. Og det gør den 86-årige instruktør selv flere gange om ugen, når hun da ikke lige har klienter med i træningslokalet, napper 500 meter brystsvømning eller fører an under trækronerne med sit skovhold. Alt sammen med en energi, der ville tage pusten fra, ja, de fleste af os:

"Det stod meget tidligt klart for mig, at det fornemmeste i livet er at gøre andre livsglade. Ikke som man hørte det meget dengang for 60 år siden: ’Åh, I skal se så glade ud, når I laver gymnastik. ’ Nej, det har jeg aldrig kunnet sige til mine gymnaster. Jeg har derimod snakket med dem om den følelse, som indtræffer, når man er færdig med at træne. For her mærker man glæden og energien. Det gør mig allermest glad, når andre mennesker har det godt."

Mærk din krop

Gennem mere end 70 år har Kis Østergaard gået forrest for at få mennesker i alle aldre til at forstå og vedligeholde det, hun kalder bevægeapparatet. Lige fra de store muskelgrupper til de små led og sener i fingre og tæer. De skal motioneres og holdes i gang – og til hver en øvelse følger en forklaring på, hvorfor netop den bevægelse er så god.

"Jeg har altid været nysgerrig efter, hvorfor det er godt at træne de forskellige ting på kroppen. Og den viden giver jeg selvfølgelig videre, for det skal give mening, før vi gider bevæge os. Det giver jo mening i det øjeblik, du mærker dine muskler. Bare sådan en lille ting, som hvis jeg siger, at du skal bøje det yderste fingerled. Se! Du mærker et led. Du mærker kroppen."

Efter en times træning med stave og gåcykler ude i skoven hiver Ingrid, en af skovmyrerne, som hun kalder dem, en seddel frem. Der står en række ord og mindre sætninger, såsom stærk, sund, kreativ, bader i sanseindtryk, mindre syg, stresset og lykkelig. Det er Kis, der har udstyret dem med sedlen.

"Jeg vil have dem til at tænke: Hvordan har jeg det egentlig efter træning? De skal forholde sig til, at de hverken er trætte eller sure. De har fået energi til at spadsere ned at handle eller invitere en gæst. Ja, og jeg har så skrevet ordet lykkelig på sedlen, og det forbandt Ingrid med noget andet, kunne jeg høre. Hun følte nærmere glæde. Men det generer ikke mig. For hun har taget stilling til det."

Ka' selv og vil selv

Kis Østergaards far var gymnastikleder. Ham ligner hun vist. I hvert fald var hun bare fem år, da drømmen om at gå i hans fodspor begyndte at spire. Hun elskede gymnastik, fællesskabet og den glæde, det skabte mellem mennesker. Som 15-årig gik drømmen i opfyldelse, og hun fik sit eget hold. Men der var endnu en drøm, som skulle forfølges for familiens eneste pige:

"Dengang kunne piger kun bruges til én ting. Ja, eller to. Vi kunne blive gift og føde børn. Men jeg besluttede, at jeg ville klare mig selv."

Derfor blev hun uddannet småbørnslærer i 1957, for det var enten det eller sygeplejerske, hun kunne vælge mellem. Det blev dog ikke børn, men unge mennesker, der kom til at fylde i hendes liv. Og livet som lærer på Viborg Idrætshøjskole blev en livsstil. Hun kunne mærke, at det hele gav mening, når hun stod i hallen og gav glæden ved gymnastikken og fysiologien videre.

"Det kræver et dybt engagement at være lærer på en højskole. Derfor kom der for mig et tidspunkt, hvor jeg skulle gøre op med mig selv, om jeg kunne blive ved med at være så grebet af mit arbejde, at jeg kunne undvære familielivet selv. Og det kunne jeg."

Jeg siger ikke til nogen, at ’hvis du har lyst, så kan du jo lave øvelsen’. Nej. Når jeg har en idé ude i skoven med at klappe på et træ, så skal de skisme også klappe på træet

Tankeløse hovedbump

Det store engagement på højskolen rakte dybere end fejesving og fællesskab. Det handlede også om at uddanne mennesker, der tør stille spørgsmål ved det, de og andre gør. Som dengang i 1975, hvor Kis Østergaard bad en gruppe elever stille sig med overkroppen bøjet i en 90 graders vinkel, hvorefter de skulle vippe hovedet mod væggen i takt til, at hun talte. Og det gjorde de.

"Jeg talte til 17, før der var én, der spurgte, hvorfor de skulle det. Så sagde jeg: ’Tak for spørgsmålet!’ For mit arbejde var at uddanne ledere. Jeg forklarede dem, at de aldrig må bede andre lave en øvelse, hvis ikke de kan forklare dem, hvorfor de skal gøre det. Der skal altid være en mening med det. Og det var der ikke her."

Der er en grad af militarisme over hendes kontante tonefald, når hun beder damerne i skoven sætte i gang, løfte højre ben ti gange eller stoppe op og kigge på en trækrone. Men der er altid et smil på vej og en mening bag hver en ordre. For som hun siger, handler det ikke om at komme i form eller få store overarme. Det handler alt sammen om kropsbevidsthed. Og den mangeårige gymnast ved, hvordan man opnår det. Derfor er hun heller ikke bleg for at hæve den dybe stemme med fare for, at den knirker lidt, og fortælle damerne i skoven, hvad de skal gøre:

"De kan jo mærke, at jeg godt ved, hvor jeg vil have dem hen. Jeg siger ikke til nogen, at ’hvis du har lyst, så kan du jo lave øvelsen’. Nej. Når jeg har en idé ude i skoven med at klappe på et træ, så skal de skisme også klappe på træet. Så kan de spørge mig: Hvorfor? Så får de svaret. Og så gør de det. Jeg eksperimenterer meget med min undervisningsform, hele det pædagogiske har altid betydet meget for mig."

Nul tabletter

Der findes få mennesker, der har en holdning så rank, som Kis Østergaard. Jovel, hun kan da mærke, at alderen har sat sine spor på kroppen, men hun har ikke ondt nogen steder, og hun har stadig masser af energi. 

"Jeg tror ikke, der findes mange på 86, der kan stå op hver eneste dag og synes, det er dejligt at stå op. Jeg tager nul tabletter, ingen blodfortyndende, ingenting. Og det er fordi, jeg er glad for min krop. Der er så mange mennesker, der hader deres krop," siger hun og skyder hovedet frem, mens hun nølende slæber fødderne henad gulvet i en besværet gangart for at imitere et ældre menneske, der ikke har bibeholdt styrken. 

"Træning af overkroppen er noget af det vigtigste. For hvad er det værd at have gode ben, hvis man ligner en kamel med pukler? Lige nu er man så forgabt i, at seniorer skal træne, så de ikke bliver demente. Men hold kæft, hvor er det da få, der får trænet, så de får det blod op i hjernen, der skal til for at klare de der omveje, der bliver lavet med alderen, som er med til at slå fra, så vi ikke kan huske noget. Der skal være noget ordentlig motorvej. Og der skal være noget til at pumpe det op," siger Kis Østergaard.

Så finder hun den gule bog ”Bevægelsesapparatet” frem og viser en skitse, der illustrerer hendes ord. Bogen, hun selv skrev i 1988. Tiden er gået siden da, og tanker om alder og livets slutning er uundgåelige i hendes alder. De sniger sig ind. Men med et liv fyldt med gode mennesker, familie og livslange venner, endda helt i Japan, får det ikke lov at fylde. 

"Jeg ved jo ikke, hvornår jeg lukker mine øjne. Men jeg ønsker, at jeg må bevare energien og livsglæden indtil den dag. Jeg tør ikke håbe, at jeg kan bevare min mobilitet, men min trang til at være aktiv vil jeg gerne bevare."

Fra Japan til Viborg

I øjeblikket går Kis Østergaard og ser frem til, at coronasituationen igen tillader hende at få besøg af veninden Yoki. 13 gange har hun selv taget turen til Japan. Første gang i 1978 som gymnastiklærer for at opstarte en dansk-japansk venskabsforening. Her mødte hun tolken Yoki, som er blevet en livslang ven. De skriver breve sammen og besøger hinanden. Når de ses, taler de dansk og laver traditionel, dansk gymnastik, som er deres fælles passion. Men tiden i Japan har også givet stor inspiration til den evigt idérige instruktør:

"Jeg har studeret, hvordan japanske seniorer har en anden og bedre balance og kropsbevidsthed. De kan folde deres tæer, som et barn."

Og så opdagede hun deres cykelkultur. De cykler til alt, og deres cykler er lave, så de kan støtte på begge ben og dermed holde balancen, når de holder stille. Den idé fik Kis Østergaard til at fremstille gåcykler til sit skovhold.

"På gåcyklerne træner vi balance, koordination og bevægelsesbevidsthed i fødderne. Og du kan tro, det kræver kræfter at få fart på, men se, hvor vi suser afsted."

Det beskriver meget godt det billede, man får af Kis Østergaard efter ganske få minutters snak. Der er fart på.

"Jeg synes, det er et Guds under, at jeg fået lov til at bevare min mobilitet, og at jeg i min alder får lov at udvikle nye ting. Måske er det derfor, jeg er gladere end nogensinde for livet," siger Kis Østergaard.