Publikum: International GymShow ophæver tyngdekraften

Showet skal både imponere og inspirere publikum, ifølge koreograferne. Publikum selv mener, at premieren på International GymShow 2018 var en fantastisk oplevelse.

Barcode benytter sig af den meget fleksible russiske barre, der kan sende en gymnast op mod syv meter op i luften. Foto: Anders Grønbæk

Samtlige publikummer i Arena Næstved holder vejret, da Eric Bates og Tristan Nielsen sender Alexandra Royer syv meter op i luften og lader hende falde ned igen på den tynde russiske barre, de bærer på deres skuldre.

Læs også: International GymShow 2018 er skudt i gang

Hun lander sikkert, og publikum klapper og hujer. Trioen Barcode er en af otte udenlandske acts, som skal imponere i International GymShow 2018 sammen med de seneste tre DGI Verdenshold. 

”Det er helt vildt, hvad artisterne formår med deres kroppe. Jeg er selv gymnast, så jeg ved hvor svært, det er, det de gør. Jeg er meget imponeret,” siger Yasmin Boujida på 15 år, der er inde og se showet i Næstved med sin mor Vibeke.

Publikum blev imponeret

Når du spørger publikum, hvad der imponerer mest, er der delte meninger. For Vibeke Boujida var det også forskellige dele af showet, der rørte hende.

”De to akrobater Dan og Rhiannon Cave-Walker er virkelig dygtige. Du kan som publikum føle den tillid de har til hinanden, og det er rigtig fedt. Men serien fra DGI Verdensholdet 10 havde også nogle fantastiske effekter med,” siger hun. 

Det er helt vildt, hvad artisterne formår med deres kroppe. Jeg er selv gymnast, så jeg ved hvor svært, det er, det de gør

Yasmin Boujida, publikum

Også gymnasten Kirsten Kappel, der ser showet med sin mand Jørgen, er imponeret over et af DGI Verdensholdene.

”DGI Verdensholdet 11 laver en drengeserie, hvor du bliver virkelig overrasket, fordi de laver nogle fejl ind imellem – som ikke er fejl. De skal virkelig være dygtige for at lave så kontrollerede ’fejl’,” siger Kirsten Kappel.

Verdensholdet trækker publikum til

Vibeke Boujida købte billet til showet til hende og datteren, fordi de tidligere har set DGI Verdensholdet 11.

Læs også: ”Vi prøver at være så meget os selv som muligt”

”Da min mor så, at de tre seneste DGI Verdenshold var samlet i et show, blev vi enige om, at det ville vi gerne se,” siger Yasmin Boujida.

Det er især DGI Verdensholdet, der trækker publikum til. Det er også derfor gymnast Kirsten Kappel er med i aften.

”Jeg ville gerne se noget flot gymnastik. Men det er jo ligeså meget show som gymnastik,” siger hun.

Kirsten Kappel og hendes mand Jørgen er begge overraskede over, hvor dygtige både DGI Verdensholdet og de udenlandske artister er.

”Showet har jo ophævet tyngdekraften her i aften,” siger Jørgen Kappel.