Sådan motiverer du dine hjælpeinstruktører
Gode hjælpeinstruktører er guld værd. Men hvordan engagerer du dem, så de har lyst til at fortsætte?
Hvert år indstiller gymnastikforeninger fra hele landet hjælpeinstruktører til Vingstedkurset. Det gør de for at anerkende deres indsats i foreningen og give dem et motiverende skulderklap.
Vi har spurgt to foreningsledere, der er begejstrede for Vingstedkurset og to hjælpeinstruktører, der netop har været afsted, hvad du som gymnastikinstruktør kan gøre for at skabe godt engagement.
1. Invitér ind i maskinrummet
Der er mange måder at engagere sine hjælpeinstruktører på, og en af dem, er at sikre, at de føler sig som en del af foreningen:
“Det er vigtigt, at de oplever, at de er en del af vores maskinrum. At de får fordele i foreningen. Hos os kommer de gratis på juniorhold, får omkostningsgodtgørelse og så videre. Hvert år sender vi 10-15 gymnaster på hjælpeinstruktørkursus, og de kommer generelt på alle de kurser, der er til den aldersgruppe” siger Tage Jensen, formand for Hinnerup Gymnastikforening.
2. Giv særlige oplevelser - også uden for sæson
Det kan være godt givet ud at sikre, at pausen mellem sæsonerne ikke bliver for lang:
“En gymnastikoplevelse i ferien er godt, for det binder bro mellem sæsonerne,” siger Ole Refshauge, der er formand for Haderslev Gymnastikforening. Hvert år indstiller han flere gymnaster til Vingstedkurset i slutningen af sommerferien, og engang imellem bliver de også inviteret til særlige hjælpeinstruktør-arrangementer.
“Vi har haft inviteret dem på en hyttetur, hvor de bare skulle hygge sig, spille spil og snakke med en voksen om, hvordan det er at være ung i en idrætsforening.”
3. Sørg for et stærkt netværk
Ole Refshauge tror på, at netværk betyder meget:
“Det er vigtigt at knytte netværk i gymnastikken, for det holder hjælpeinstruktørerne i foreningen. Mange af de venner, de får i den alder, kan være for livstid, og det gør vi alt, hvad vi kan for at bakke op om,” siger han og fortsætter:
“Det ligger lige til højrebenet at sende dem på Vingstedkurset. Og når der for eksempel er Gymnastikinspiration i Herning til oktober, så henvender vi os til de andre foreninger i vores område. Hvis vi rejser i samme bus, kan vi jo lære hinanden at kende på vejen.”
4. Anerkend indsatsen
Spørger man hjælpeinstruktørerne selv, så er der ingen tvivl om, at det betyder meget at blive anerkendt for sin indsats. Linus Sebastian Mæng Bendtsen er gymnast og hjælpetræner i Langhøj KFUM’s IF. Og han har lige været afsted på Vingstedkurset:
“Det er mega lækkert, at min forening har givet mig det gratis. Jeg er den eneste i min forening, der har fået lov i år,” siger han og forklarer, at det betyder meget for hans motivation, at han har lært en masse og fået en oplevelse, som han aldrig glemmer.
5. Hæv niveauet løbende
Amanda My Harslev fra Nyvest Idrætsforening har også lige været på Vingstedkurset og er enig i, at det har været meget motiverende. Hun har været hjælpetræner i sin forening i flere år, men fra næste sæson skal hun være instruktør. Det er vigtigt for hendes motivation, at hun hele tiden udvikler sig:
“Jeg kan godt lide at få ældre gymnaster og få sat niveauet op. Jeg bliver jo også bedre og bedre,” siger hun.