Seniorgymnast: Kald motion hvad du vil, bare du bevæger dig

For Annie Høst har gymnastik bidraget til en sund krop og et levende socialt liv. Hver onsdag giver hun de værdier videre til andre seniorer i Gymnastikforeningen Hermod.

Gymnastik bevæger hele din krop. Og samtidig får du et større socialt netværk, hvis du går i en forening. Foto: Karin Riggelsen

”Når du bliver ældre, så skal du ikke bare sætte dig ned og ikke lave noget. Det eneste, du ikke må, er at lade være med at røre dig,” siger Annie Høst på 68 år fra Esbjerg.

Læs også: Seniorgymnastik styrker hele kroppen og afhjælper ensomhed

Hun har dyrket gymnastik, siden hun var 4 år gammel. Men særligt nu, hvor hun er blevet ældre, kan hun mærke, hvordan gymnastikken gavner hendes krop.

”Jeg er frisk og rask og rørig, og jeg kan gøre lige hvad jeg vil på trods af en enkelt skavank,” siger hun og henviser til lidt slidgigt i fødderne.

Du skal bevæge hele kroppen

Annie Høst dyrker ikke kun selv gymnastik. Hun er også leder for to gymnastikhold i Gymnastikforeningen Hermod, hvor hun har været instruktør i 53 år. Blandt andet et seniorhold, som hun underviser om onsdagen.

”Jeg sørger for, at seniorerne kommer igennem hele bevægeapparatet. Jeg er meget bevidst om, hvad jeg gør,” siger hun.

Jeg har fået mange gode venskaber gennem gymnastikken

Annie Høst, gymnastikinstruktør i Hermod Gymnastikforening

I Gymnastikforeningen Hermod er motion for seniorer bygget op således, at deltagerne selv kan bestemme hvilken idræt, de bruger tid på. Men gymnastikken er en del af opvarmningen, så den kommer alle igennem onsdag formiddag.

”Gymnastik er helt grundlæggende. Vi har jo kun en krop, og den skal vi passe på. Så kan du kalde motionen, hvad du vil, bare du bevæger dig,” siger Annie Høst.

Sang og socialt liv kommer efter motion

Særligt det sociale aspekt af gymnastikken har været vigtig for Annie Høst. For eksempel mødes hun stadig med sine gamle højskolevenner, som hun netop har været på weekendtur med.

”Jeg har fået mange gode venskaber gennem gymnastikken. Nogle af dem jeg underviser til daglig har gået hos mig i 30-40 år,” siger hun.

Læs også: 10 gode råd til dig, der træner seniorer

Annie Høst sørger for at give det sociale videre, til de seniorer hun underviser om onsdagen. Der starter dagen med en sang, og efter to timers motion er der både kaffe, snak og sang igen.

”Det er jo en hønsegård af snak, der er så meget gang i den,” siger hun.

Gymnastik holder kroppen i gang

Du kan nok ikke entydigt sige, at gymnastik er kilden til at holde dig ung. Men Annie Høst tror alligevel, at gymnastik har en positiv effekt på både krop og helbred.

”Der er i hvert fald mange, der siger til mig, at de ikke kan se, at jeg bliver 69 år i næste måned,” siger hun med et grin.

Og noget kunne tyde på, at gymnastikken til en vis grad hjælper til med at holde kroppen i gang.

”Vi startede seniorgymnastik i 2001, og der var mange af vores medlemmer kun lige gået på efterløn. De fleste hænger stadig ved, og den ældste vi har er 88 år,” siger Annie Høst.