“Springsikker-uddannelse har gjort mig selvsikker”

Julie Søndergaard føler sig mere tryg og selvstændig som instruktør, efter hun for et år siden tog en Springsikker-certificering i DGI.

Julie Søndergaard er instruktør for springglade børn og unge i Fuglebjerg IF.

Når Julie Søndergaard tager imod et spring fra en af de entusiastiske, unge gymnaster i Fuglebjerg IF, gør hun det med mere ro, viden og autoritet end tidligere. I august sidste år tog hun Springsikker-uddannelsen og blev certificeret.

“Jeg ville gerne være bedre til at tage imod spring og være mere selvstændig i hallen, og det er jeg helt sikkert blevet,” siger hun.

“Nu tør jeg virkelig gå ind og støtte. Jeg føler mig også mere tryg og klar til, hvis en af gymnasterne en dag laver et spring, der går galt. Det er jeg ikke bange for mere,” siger Julie Søndergaard.

Kom tilbage med nyeste viden

Springsikker

Springsikker er en certificering i springgymnastik for instruktører, foreninger og efterskoler.

Springsikker er en uddannelse for dig, der beskæftiger dig med springgymnastik i en eller anden form - eller drømmer om at komme til det.

Måske har du været træner eller hjælpetræner i mange år og ønsker at få et bedre greb om sikkerheden? Måske vil du gerne gøre dine første erfaringer som instruktør?

Springsikker-uddannelsen har elementer af både teori, metode og praksis, og det har været en fordel for Julie Søndergaard, at hun nu i endnu højere grad ved, hvordan springene udføres, og hvad der kan ske.

“Det var selvfølgelig fedt at fortælle gymnasterne, at jeg havde været på den her uddannelse. Men det har også været rigtig motiverende at fortælle de andre instruktører om det,” siger hun.

“De er super åbne over for det, jeg kommer med. Det er fedt at få ny, opdateret viden. Gymnastik udvikler sig jo hele tiden, og jeg er helt up to date,” siger hun.

En god beslutning

Julie Søndergaard mener også, at det var et godt tidspunkt, hun tog certificeringen på. Efter et par år som instruktør i sin forening havde hun et godt grundlag og udgangspunkt for at tage næste skridt.

“Det har rykket mig i en god retning, og jeg er glad for min beslutning om at tage uddannelsen. Selvom jeg var lidt spændt på de tre prøver, man skulle igennem for at blive certificeret,” siger hun og smiler.

Det gik dog fint, og derfor kan Julie Søndergaard i dag hjælpe sine gymnaster sikkert gennem springene.