Tænk udendørs gymnastik ud af boksen
Trænerne i Hover Ungdoms & Idrætsforening tænker traditionel gymnastik ud af boksen, når de planlægger udendørs træning. Her kan du læse, hvordan de gør.
Der er gang i brainstormingen, og tegnebrættet er fyldt med gode idéer i Hover Ungdoms & Idrætsforening.
Efter idrætslivet fik grønt lys til udendørs aktiviteter for op til 25 deltagere, har den vestjyske forening lagt planer for, hvordan de flytter en traditionel indendørs idræt som gymnastik udenfor. Det er lidt af en udfordring, men slet ikke umuligt, forklarer Maja Kold Lauritzen, som er formand for gymnastik og instruktør i HUIF.
”Vi har prøvet at tænke lidt ud af boksen. Vi mener godt, man kan lave gymnastik udenfor, og vi er klar til at prøve det af,” siger hun.
Det handler om så meget mere
Men alt bliver ikke, som det plejer. De manglende redskaber og den nødvendige påklædning i det kølige forårsvejr sætter en naturlig begrænsning for gymnastikken. Derfor vil træningen for børnene bestå mere af skjulte motorikøvelser i konkurrencer, stafetter og lege end af traditionel gymnastik.
Der er også planlagt en skattejagt, hvor børnene skal løbe rundt i små hold til nogle poster, hvor de så skal lave nogle gymnastikøvelser. Det handler om at være kreativ og se muligheder fremfor begrænsninger.
”Det er svært, hvis man tænker, at man skal udvikle børnenes springevner udenfor, men gymnastik handler også om så meget mere. Det er fællesskab og glæden ved at være sammen igen, vi fokuserer på. Selvfølgelig igennem bevægelse,” siger Maja Kold Lauritzen og understreger:
”Vi skal ikke gøre det sværere, end det er.”
Henter inspiration i gamle dage
Selvom træningen bliver anderledes, kan den sagtens indeholde elementer fra gymnastikken alligevel. Nogle af børneholdene kommer inspireret af gamle dage til at øve fejesving, mens de synger, mens et rytmehold skal lege med tøndebånd og vimpler.
Det er skjult motoriktræning, men sjovt for børnene at deltage i, og det kan man også sagtens gøre udenfor
Maja Kold Lauritzen, formand for gymnastik i HUIF
Det giver nemlig noget at få et redskab i hånden, fortæller gymnastikformanden, og så er det også coronavenligt, fordi børnene kan have hver deres under hele træningen. Instruktøren kan også sagtens tage en højtaler med ud og øve de serier, som holdene trænede i hallen før jul.
”Man må gerne lade sig inspirere af gymnastikken i stedet for bare at spille fodbold. Der er masser af stafetlege og konkurrencer, som man også har lavet indendørs, hvor der ikke er så stor berøring. Det er skjult motoriktræning, men sjovt for børnene at deltage i, og det kan man også sagtens gøre udenfor.”
Det skal ikke trækkes nedover hovedet på dem
Uanset hvad er der ingen one size fits all. Maja Kold Lauritzen mener, det er vigtigt ikke at stille for store krav til hverken trænere eller gymnaster.
”Vi skal passe på med at gøre det til en uoverskuelig opgave for instruktørerne. Vi er alle sammen udfordret på forskellig vis, så der skal være plads til, at man ikke er bundet til at deltage, selvom man har meldt sig til.”
Derfor udvikler og tilpasser HUIF også gymnastiktræningen specifikt fra hold til hold i samarbejde med instruktørerne.
”Der skal ikke trækkes noget nedover hovedet på dem, så det er meget i samarbejde med dem, at vi planlægger, hvad der skal ske. Så er det forskelligt, hvad hvert trænerteam fokuserer på. Vi prøver at skrue på flere knapper, så vi får det til at passe godt til hvert enkelt hold,” siger Maja Kold Lauritzen.