Træner: Fang de mindste med magiske fortællinger

Med 5 tip fra en erfaren 'rejseleder' kan du nemt planlægge en eventyrlig rejse for de mindste udøvere. Farver og billeder stimulerer deres fantasi og giver MAX fokus, når de skal lære nyt.

Solvejg Mariane Blindbæk Schou træner både voksne, unge og på tredje år også de alleryngste i Hareskov-Værløse Tennisklub. Og når hun svinger ketsjeren til Familietennis for børn i alderen 3-6 år, så står der rejser på programmet. 

Australien, Marokko - ja, endda Månen har de rejseglade børn og forældre besøgt. De magiske eventyr begejstrer de yngste, som holder fokus hele træningstimen, mens de lærer idrætten og foreningskulturen at kende.

En rejseguide til de varme lande

Fodbold, gymnastik, tennis eller svømning? De magiske rejser kan bruges i alle idrætter.

Vi har samlet Solvejgs bedste råd til, hvordan du nemt og hurtigt planlægger en rejse for de mindste udøvere på dit hold: 

Tip 1

Lav en ramme for dine rejser, som gentager sig hver gang, du laver en rejse. Det gør det nemmere for dig at lave en ny rejse og børnene elsker gentagelser, da det er en succesoplevelse når gentagelsen går bedre og bedre for hver gang.

Eksempelvis: En forhindringsbane, der altid består af de samme øvelser, skæve gangarter hen til toget, sidde på række og vralte frem, når man sidder i toget, flyve rundt i hallen for at komme til et fremmed land, og SÅ kommer alt det nye, som kendetegner lige præcis dette land/eventyr. Til slut skal I selvfølgelig med flyet hjem, toget tager jer fra lufthavnen og hjem til huset, hvor I skal sove, osv. 

Tip 2

Vær ikke bange for at bruge nogle af de samme øvelser fra gang til gang, men klæd øvelsen på, så den passer til dagens rejse. Så samme øvelse kan forklares med, at der skal klappes myg i Afrika, knækkes nødder i Marokko, spilles med oste på Månen, osv. Det holder fantasien og oplevelsen frisk, men samtidig bliver de bedre og bedre til øvelsen.

Tip 3

Lev dig ind i rollen som fortæller. Fortæl med farver, lugte og temperaturer og spørg, om børnene også synes det er koldt, varmt eller vådt. Så kan de næsten selv mærke og se det for sig. Børnene kan mærke, om du selv tror på historien og om du selv gider lege med.

Tip 4

Vi hjælper hinanden, når vi rejser sammen. Det vil sige, at vi sætter alting op sammen, vi flyver sammen, vi laver øvelserne sammen og vi rydder op sammen. Børnene skal gå hjem med en følelse af at være en del af et hold, så man ikke bare går til træning med sin mor eller far eller bedsteforældre.

Tip 5

Lad børnene have indflydelse på turene, hør dem hvor de vil hen og hvad de gerne vil lave næste gang. Lad børnene selv lege inden for de rammer, som din fortælling har skabt. Måske et barn digter videre? Måske et barn altid korter flyveturen ned? Følg barnets fantasi og lyst til at deltage i de enkelte lege.