Vær godt forberedt til din første gymnastikopvisning

Hvordan ser hallen ud og hvor skal mine forældre sætte sig? Der kan være mange spørgsmål forbundet med den første gymnastikopvisning. Vi giver dig svar på nogle af dem.

Bruger du håndredskaber i serien, skal du huske dem hjemmefra. Få flere gode råd i vores guide. Foto: Bent Nielsen

Den første gymnastikopvisning er spændende på mange måder. Måske ved du ikke helt, hvad du kan forvente, og dine forældre ved heller ikke, hvad der kommer til at ske. Derfor giver vi dig her en guide til din debut i gymnastikkens verden.

1. Huskeliste
Du skal selvfølgelig huske din dragt hjemmefra. Som pige skal du også huske de ting, du skal bruge til at sætte håret op med. For eksempel en hårbørste eller lignende. Derudover skal du huske håndredskaber og en drikkedunk, så du kan få noget at drikke undervejs.

Det er ret tit koldt i hallen, så hav eventuelt en varm trøje med og et par bukser, du kan trække udover dragten, så du holder dig varm.

2. Ved ankomst
Start med at orientere dig i hallen. Find ud af, hvordan gulvet ser ud, og hvordan publikum sidder. På den måde kan du få en idé om, hvor meget plads der er. Find også midten af gulvet, så du lettere kan finde din plads i opvisningen.

Som springer skal du også holde øje med, om redskaberne er anderledes, end dem du er vant til hjemmefra. Så er du bedst muligt forberedt, når det er din tur på gulvet.

3. Parkering af forældre
Det er bedst at placere dine forældre så meget ud for, hvor du kommer til at stå på gulvet, som muligt. Hvis du for eksempel står ude til siden, skal dine forældre også sidde derude af. Så kan de bedst muligt få øje på dig, når opvisningen er i gang.

4. Mens du venter
Når du er i opvisningshallen, og du venter på, det bliver dit holds tur, så er det en god idé at sidde på tilskuerpladserne og se opvisningen, så du ikke går i vejen. Husk at have respekt for andres opvisning, og bak dem op på samme måde, som du gerne selv vil bakkes op, når det er jeres tur.

5. Få det sidste på plads
Tit mødes du med dit hold en halv eller en hel time, før I skal på gulvet. Som pige skal du eksempelvis have håret sat op, og det kan du gøre her sammen med de andre. Ellers får I også her sørget for, at opvisningstingene er klar, og at I er tilpas opvarmede.

Dine trænere hjælper dig med at huske på, hvad du skal have ordnet, inden du går på gulvet. Typisk øver du også serien igennem en sidste gang eller får styr på de sidste trin, lige inden det er jeres tur.

6. Vær sikker på din plads
Hvis du er en af dem, der står forrest i en serie, så kan det være en god idé at gå med træneren ind på gulvet, så I er enige om, hvad der er midten, og hvad du skal gøre undervejs.

7. Billeder og film
Hvis dine forældre gerne vil tage billeder eller filme din opvisning, er der tit nogle steder, de kan stå, for eksempel lidt ude til siden, hvis det ikke kan lade sig gøre fra deres plads. Men det er vigtigt at huske, at der sidder mange, der gerne vil se opvisningen. De skal stadig have godt udsyn, så husk at udvise respekt for deres oplevelse.

8. God afrunding
Det er kutyme at mødes med holdet efter opvisningen. Der får I vendt oplevelsen med hinanden, og du får feedback fra din træner. Du går ikke før du har fået grønt lys fra din træner.

Nogle gange kan forældrene også være med, når holdet mødes bagefter. Men det er meget forskelligt, så hør træneren ad først.