Vejle bliver omdrejningspunkt for DGI Verdensholdets udtagelse

175 gymnaster fra hele Danmark stiller op til udtagelsen i weekenden d. 15-16. februar om en af de 28 eftertragtede pladser på DGI Verdensholdet.
Holdet indleder deres jordomrejse med en Take-off turné, hvor afrejseshowet QUA netop kan opleves i Vejle den 20. september.

Udtagelsen forløber over to perioder. Første udtagelse finder sted i weekenden den 15-16/2 i DGI Huset i Vejle. Her gennemgår gymnasterne forskellige spring- og bevægelsesmoduler. Ca. 60 gymnaster går videre til anden udtagelsesrunde i påsken, hvor det endelige hold af Danmarks 28 dygtigste gymnaster sættes.

 

Med en plads på holdet starter et intensiv forløb med træningslejre, træningsweekender, 12 Take-Off shows i Danmark, en verdensturné på 6 måneder, hvor turen går til Afrika, Sydkorea, Australien, Costa Rica, Sydamerika, USA og Tyskland. Derefter kan holdet opleves på den store Danmarksturné med 22 shows, hvorefter adskillige shows og workshops i Europa venter. Holdet slutter af på Landsstævnet i Svendborg i sommeren 2021. 

 

DGI Verdensholdet rejser under sloganet ”Vi bevæger verden” og gymnasterne får en unik mulighed for at bevæge rigtig mange børn, unge og voksne til mere sundhed, udfordring og fællesskab igennem de 200 workshops og 150 shows på deres tur.  

 

Hovedformålet er at finde Danmarks dygtigste 

”Udtagelsesweekenderne til DGI Verdensholdet har det hovedformål, at udvælge de dygtigste gymnaster der kan udføre og udfylde det show, som instruktørerne ønsker at skabe. Lige nu arbejder instruktørerne med showet QUA på et meget teoretisk plan, som de efter udtagelsen begynder at omsætte til praktik med flow og indhold sammen med gymnasterne. At få de rigtige gymnaster, er essentielt for, at nå i mål med et show i verdensklasse.  

Ud over ønsket om at finde de dygtigste gymnaster og de helt rigtige mennesker til holdet, så har udtagelsen også det formål, at skabe en super god oplevelse med masser af energi for alle der deltager.  

Det er vigtigt, at alle kommer hjem fra udtagelsen inspireret og motiveret til at fortsætte med at dyrke gymnastik, dygtiggøre sig og forhåbentlig stille op igen, selvom de ikke kommer igennem nåleøje ved udtagelsen. 

 

”Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt

Instruktørerne har arbejdet med showuniverset QUA siden oktober 2019 og har store drømme for showet, såvel som holdet der skal rejse, opvise og leve sammen i et helt år.  

Under udtagelsen er der mange ting, instruktørerne og udtagere kigger efter. Gymnasterne skal være velforberedte, de skal kunne tage gode beslutninger og drømme stort, samt sætte sig selv i scene til udtagelsen. Gymnasterne skal udvise energi i alt lige fra de mest elegante øvelser og til tempofyldt hiphop.

Gymnasterne bedømmes på deres egen præstation til udtagelsen, dog i en stemning, hvor alle kan føle sig trygge, give sig fuldt ud og nyde at lave gymnastik.

Mandag d. 13. april offentliggøres holdet, hvor det vil være muligt at købe billetter til afrejseopvisningen på billetten.dk.