Verdensholdet tager klimaks fra eget show med til DGI International GymShow 2018
Verdensholdsgymnast Pernille Schou Jørgensen glæder sig allermest til at mærke det suset ved at gå på gulvet igen. Det sker til DGI International GymShow 2018.
Sidste weekend i januar er Pernille Schou Jørgensen og resten af DGI Verdensholdet en del af DGI International GymShow. Showet gæster tre danske byer - blandt andet Pernille Schou Jørgensens hjemby, Næstved.
Derfor har vi stillet hende et par spøgsmål til Verdensholde og det kommende show. Her får du hendes svar:
Hvad er det bedste ved at være en del af Verdensholdet?
Det er jo lidt et kliché-svar, men det er virkelig bare det fællesskab og sammenhold, der er ved at være en del af Verdensholdet. Det her med at blive en del af noget, der er så tæt, fordi man er så intenst sammen. Og det er ikke kun under touren, under shows og under træning - det er også alt det, man har sammen bagefter. Jeg tror, at det at vi også har været så pressede sammen betyder, at vi har fået et fællesskab, der er mere, end hvad man ellers oplever.
Hvad glæder du dig allermest til ved International Gym Show 2018?
Når man er færdig på Verdensholdet, så kommer man ret hurtigt til at savne holdet og også det at være på gulvet og lave opvisning. For det er især dér, man mærker fællesskabet. Og så bliver det også sjovt at lave et indslag sammen med de to tidligere Verdenshold, så man også fornemmer det fællesskab, de har haft sammen. Men jeg glæder mig allermest til at mærke det sus, der er ved at være på gulvet igen.
Hvad kan publikum se frem til fra Verdensholdets show til IGS18?
En af de dele, som har været allermest populære under vores show, hedder “break through”, hvor både piger og drenge springer. Det er meget dramatisk og fungerede som klimakset under vores show. Men generelt kan publikum til International GymShow se frem til at opleve det allerbedste fra vores serier.