Vingstedkurset: “Det er en oplevelse, jeg aldrig vil glemme”

Giv den gas, nyd det og ha’ det sjovt. Beskeden fra instruktørerne er klar, og det er gymnasterne på det berømte Vingstedkursus også.

Gymnasterne på Vingstedkurset 2018 træner ferm mod den store opvisning som afslutter ugen på Vandel Efterskole. Foto: Tobias Kobborg

“Pyh, det er hårdt,”

“Det er hårdt, men det er også mega sjovt.”

Et par gymnaster står i hjørnet og tømmer deres vandflasker. Lige om lidt skal de tilbage og nørde springgymnastik. Det er 30 grader udenfor, og det er muligvis endnu varmere i gymnastiksalen. Så der er brug for både pauser og vand.

Særligt udvalgte gymnaster

I år, 2018, er der tilmeldt 75 gymnaster til Vingstedkurset, og alle er særligt udvalgte. Næsten alle er hjælpeinstruktører i en gymnastikforening, og det er deres lokale forening, der har indstillet dem til kurset som en tak for deres indsats.

Jeg har lært en masse nye mennesker at kende, og jeg er blevet mere selvsikker

Amanda My Harslev, deltager på Vingstedkurset 2018 og gymnast i Nyvest Idrætsforening

De fleste kendte ikke hinanden på forhånd, men det er ikke til at mærke:

“Det er hårdt, sjovt, nyt og lærerigt. Jeg har lært en masse nye mennesker at kende, og jeg er blevet mere selvsikker. Den første dag sprang jeg bare ud i det og begyndte at snakke med de andre,” og fortæller Amanda My Harslev.

Hun bor på et værelse med 3 andre og er rejst hele vejen fra Nyvest Idrætsforening på Bornholm for at deltage i kurset.

Personlig og faglig udvikling

Et mål med Vingstedkurset er, at de unge udvikler sig både personligt og fagligt. De skal udvikle sig som gymnaster, men også som instruktører. De er blandt andet blevet undervist i at forebygge skader, den gode opvarmning og gymnastikpyramiden.

Men der har også været tid til tre timer med vandkrig, hygge og bland selv slik fra den lokale brugs. Og i aften er der fest på programmet:

“Vi laver mange ting for gymnasternes skyld. Der skal være plads til sjov og spas,” siger Lærke Bendix Poulsen, der er kursusleder og instruktør. Hun fortæller, at gymnasterne er super gode til at  suge til sig - og at det nok netop skyldes, at de er særligt udvalgt og føler sig anerkendt af deres forening.

Inspiration fra Verdensholdsgymnaster

Alle instruktørere på kurset har rejst med DGI Verdensholdet, og flere gymnaster fortæller, at det er inspirerende at se, hvor langt man kan nå. Niveauet er højt, og de er på fra morgen til aften, så her på fjerdedagen er musklerne ved  at være godt ømme. Flere kan også fremvise store vabler.

I morgen skal ugen afsluttes med en opvisning. En opvisning som det normalt ville tage en hel sæson at blive klar til.

Jeg er øm i hele kroppen. Det bliver mega fedt … men så er vi jo færdige. Det er gået alt for hurtigt

Linus Sebastian Mæng Bendtsen, deltager på Vingstedkurset 2018 og hjælpetræner i Langhøj KFUM’s IF.

“Jeg er klar til at give den gas. Det er en oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Det er dem, jeg er sammen med, der har gjort det til en stor oplevelse. Vi er alle hjælpetrænere, så jeg føler vi har meget tilfælles, og at jeg klikker med alle,” fortæller Linus Sebastian Mæng Bendtsen, der til daglig er gymnast og hjælpetræner i Langhøj KFUM’s IF.

Han glæder sig til opvisningen i morgen, men det er med blandede følelser:

“Jeg er øm i hele kroppen. Det bliver mega fedt … men så er vi jo færdige. Det er gået alt for hurtigt.”