Parkour er rå leg i luften

Eksplosiv og fartfyldt træning. Det er bevægelsesformen parkour, der forfører frie sjæle i byrummet og unge i foreningslivet

Historien om Parkour

Parkour har gennemlevet en intens udvikling siden franskmanden David Belle lod sig inspirere af en træningsteknik. Den blev brugt til at effektivisere kampteknikker i krig hos franske soldater i Nordafrika for 60 år siden.

Bevægelsesformen blev en subkultur i de parisiske forstæder. Men spredte sig snart ud over grænserne som en fartbetonet og grænseoverskridende måde at bevæge sig rundt i, over, under og igennem det, der udgør byens rum.

"Parkour rykker rundt i forskellige rum for at undersøge, hvor grænserne for kroppens bevægelser går. Og for at afskole de kropsbevægelser, mange har lært sig igennem især gymnastikken", fortæller Signe Højbjerre Larsen, traceur og i gang med en Ph.d afhandling om parkour ved Syddansk Universitet.

I den forstand handler parkour mere om en ekstremsports udforskning af kroppen end om byrummet.

"Jeg tiltrækkes selv mere af legen og de instinktive bevægelser uden regler. Andre går til parkour som er det en fysisk hård træningsform", tilføjer hun

Hundslundhallen en tirsdag eftermiddag. En flok drenge tumler rundt og presser sig selv til grænsen for at springe  fra gulvet op på plinten og derfra ud over kanten ned på sammentømrede paller med et tæppe hæftet på til splintfri landinger.

Så enkelt og så energifyldt kan parkour udføres, når det foregår i en idrætshal med de forhåndenværende redskaber.

Et andet sted i Danmark svæver Signe Højbjerre Larsen i luften højt over gruset neden for den betonmur, hun sprang ud fra for et splitsekund siden.

To billeder - to udgaver af parkour, en bevægelsesform der tænder rigtigt mange drenge i og uden for foreningslivet - med Signe Højbjerre Larsen som et af de sjældne kvindelige islæt.

Svævet fascinerer

Parkour er eksplosivt, fartfyldt. Det er modigt og bygger på en god grundtræning. Mure ses som muligheder snarere end som forhindringer.

"Det er følelsen af at svæve, der fascinerer mig", siger den 29-årige Signe Højbjerre Larsen om oplevelsen ved at være parkour-udøver. Hun er en af landets få kvindelige traceur'er.

Hun tilføjer:

"Det er bare fedt at hænge på en væg og så at kunne komme derfra, selv om det synes umuligt«.

Hun er ikke blot en af de seje traceur’er i Team JiYo. Signe Højbjerre Larsen har også skrevet et universitetsspeciale om parkour-kulturen og -dyrkerne. Det samme hun er ved at skrive en ph.d. afhandling om ved Syddansk Universitet.

Styrketræning i fokus

Mange kender parkour fra de vilde videoklip på Youtube eller fra Sébastien Foucans forrygende flugt fra Daniel Craig i James Bond-filmen Casino Royal.

Men parkour er ikke blot de kraftfyldte og modige spring mellem mure, over trappegelændere og igennem vinduesåbninger i byggerier, som mange unge fascineres af.

Meget af træningen frem mod de spektakulære spring består af timers fysisk træning, udholdenheds-, cardio-, styrke- og koordinationstræning, adræthed og balance.

Signe Højbjerre Larsen peger da også på især ét element, der bliver ved med at tricke hende i parkour:

"Du er selv eksperten. Det er du, fordi din krop og de omgivelser, du bevæger dig i, varierer hele tiden".

"Det kræver blot, at du hurtigt er i stand til at aflæse rummets strukturer, overflader og afstand i forhold til din krop".

For hende er parkour på den måde til at udvikle selvforvaltning, ansvar og engagement.

Idrætsdisciplin eller ej

Et kig ud over landet afslører, at parkour i dag er flere ting:

Professionelt organiserede teams som Jiyo og Street Movement, klubber med fast træningsdage i bl.a. Aalborg, Aarhus, Horsens og København, højskoler og mere end 50 idrætsforeninger, der som Hundslund IF tilbyder indendørs træning i hallen eller udendørs i nyopstillede faciliteter med betonmure og metalstativer.

"Parkour synes at være på vej til at blive en idrætsdisciplin med særlige regler, normer, værdier, organisationer", sagde Bjarne Ibsen, professor ved Syddansk Universitet, ved en nylig konference om parkour.

Det er sket ved at gennemleve den udvikling fra ’play’ til ’game’ til ’ sport’, som mange andre aktiviteter har gennemgået i dansk idrætshistorie, tilføjede han.

Parkour har dog den styrke, at den bruger enkle ’redskaber’ og har let adgang til faciliteter.

Risikoen er til gengæld, at den leg og frihed, der er hjertet i parkour, dæmmes ind af de strukturerede rammer om selve aktiviteten.

Disicplinering af legen

Finn Berggren, forstander for Gerlev Idrætshøjskole, der har haft parkour på programmet i seks år, stiller også kritiske spørgsmål til parkour-miljøet:

"Er den leg og læring, der i starten prægede parkour, ved at forvandle sig til disciplin og indlæring?".

På en konference om parkour pegede han på risikoen for at blive et nyt eksempel på "sportificeringens ulidelige lethed". Det første parkour-race igennem en by er således afviklet i Amsterdam.

Han advarer også mod en pædagogisering af parkour'en.

"Glem nu ikke mennesket, som traceur'er siger i Frankrig og England. Det er vel glæden ved at bevæge sig, der skal være i centrum. Det andet kan vel dræbe hjertet i bevægelsen", frygter han.

En demokratisk aktivitet

Som Signe Højbjerre Larsen udtrykker det, så dyrker nogle parkour som en ideologi, andre som et rent bevægelsessystem, og nogle tredje ’leger’ bare.

"Én ting er dog sikkert," noterer hun sig.

"Parkour har en større fleksibilitet og frihed i sig og sine dynamiske bevægelser end mange andre idrætter med faste bevægelser eller øvelser".

For hende er parkour en demokratisk sindet bevægelsesform.

"Selv om dem, der dyrker parkour, hører til faste grupper som Team JiYo og Street Movement, træner de alligevel sammen på tværs af dem, når de mødes  i de faciliteter, der er bygget", forklarer hun.

Alle kan blive en del af livsstilen, hvis de har viljen til det.

For nogle er parkour som en ideologi, for andre et rent bevægelsessystem, og for nogle tredje ’leger’ de bare, når de træner.

Nye øjne på bevægelser

De fleksible og frie bevægelser er måske det element, der har åbnet kommunale forvaltninger, pædagoger og gymnastikforeningers øjne for den anderledes bevægelsesform.

"De tror, at de kan bruge det til at tiltrække børn og unge. Men det er ikke nyt at lave anderledes spring over plinten. Det revolutionerende består i at engagere børn og unge i at se på deres omgivelser med nye øjne", 
understreger Signe Højbjerre Larsen.

Men i Hundslund IF jagter de ikke en kopi af springgymnastikken. Her har parkour sin egen afdeling i forening med tre uddannede trænere og en dedikeret bestyrelse.

"I parkour-træningen får børnene den råhed, de ikke finder i springgymnastikken", siger Irene Bro Dahlgaard. Hun er initiativtager til træningen og medlem af parkour-udvalget.

"Det er ikke som i gymnastikkken selve springet, det handler om. Det handler om at komme hurtigst og lydløst fra A til B via, over, igennem de forhindringer, de møder på vejen", understreger hun.

At turde tænke nyt

I Hundslund foregår træningen i hallen med plinten, hesten og madrasser som redskaber.

Men Peter Ditlevsen, foirmand for parkour-udvalget, har også selv banket paller sammen og beklædt dem med nubret tæppe for at tilføre råhed til en slags spring-øer.

Børnene styrketræner og træner spring inden de begynder at lave de seriespring, som skal tegne konturerne af parkour, som børnene er fascinerede af.

"Som idrætsforening er man nødt til at forny sig og være åbne for nye tiltag", forklarer Irene Bro Dalgaard om de to hold parkour, der samlet omkring 20 børn i alderen 10-14 år.

En af dem, der deltager, er en knægt, om hvem forældrene siger:

"Han gad aldrig noget sport, når han havde prøvet det i kort tid. Men nu kaster han sig glad ind i parkour-træningen", siger hun om den effekt, den kan have at sætte parkour på programmet i en forening.