Parkour giver mig mere leg end springgymnastik

31-årige Signe Højbjerre Larsen elsker at bevæge sig på en måde i byrummet, der tænder fantasien og legen.

Signe Højbjerre Larsen føler en anden frihed og glæde ved at dyrke parkour end dengang hun var springgymnast Foto: Hung Tien Vu

Parkour er en ny og spændende måde at bevæge sig på, som pirrer Signe Højbjerre Larsens sanser på en måde, springgymnastikken ikke længere kan.

"Jeg har altid været optaget af at lege, at udforske ting, at være nysgerrig. Og så har jeg nok altid været kropsligt intens i det, jeg gør," siger hun om at dyrke en krævende, udfordrende og sjov aktivitet.

I 11 år fra sit 4. til det 15. år var hun en ivrig springgymnast i Sæby. Senere også på Ollerup Gymnastikhøjskole og i Århus.

"Men parkour giver mig en oplevelse af frihed, leg og improvisation i nuet," fortæller hun i juni-nummeret af DGI's magasin Udspil.

Vild med bevægelse

I skolen brød Signe Højbjerre Larsen sig aldrig om idrætsundervisning, hvor en bevægelse skal gentages tusind gange i jagten på at blive et talent.

Jeg elsker mere at bevæge mig på en måde, hvor jeg skal bruge min fantasi og mit hoved

Signe Højbjerre Larsen

Samme indstilling har hun til træningstimer i en forening.

"Jeg elsker mere at bevæge mig på en måde, hvor jeg skal bruge min fantasi og mit hoved," siger hun.

"Det handler om at sige 'prøv det', når en anden person har lyst til at teste sig selv over for en mur, et spring, et sving osv.," understreger hun.

Legelyst som ledetråd

Efter årene som springgymnast sprang hun ind i parkourmiljøet og ind i gruppen Team Jiyo.

Senest har hun forsvaret en Ph.D-afhandling om netop parkour som en ny bevægelseskultur. Siden har hun fået job som underviser i bevægelse på Syddansk Universitet.

Men hun nyder selv at bevæge sig rundt på mure, klatrestativer osv. i det fri.

"Jeg befinder mig bedst i parkour. Det handler jo om at bevæge sig på nye måder. Det handler også om at inspirere og smitte hinanden med legelyst," fortæller hun.

At leve i nuet

Planer er til for at blive ændret. Signe Højbjerre Larsen ser i hvert fald det som en styrke, når man som hun gør dyrker parkour.

"Jeg oplever, at der hele tiden opstår nye muligheder i nuet, hvad jeg ikke oplevede som springgymnast," siger hun.

"I en gruppe kan vi godt planlægge, hvor vi vil hen, og hvad vi vil træne dér. Men tit ender vi nye steder og møder nye mennesker, fordi vi undervejs kommer forbi et sted, vi ikke havde tænkt på. Men vi bliver der, fordi der er nogle fede udfordringer," tilføjer hun.

Basal nysgerrighed

Signe Højbjerre Larsen har været fysisk aktiv så længe hun kan huske. Udadvendt og en sprællemandspige, der ville være akrobat i et cirkus eller vagabond på landevejen.

"Jeg ville det frie liv, bare sådan at gå afsted på må og få. Dén nysgerrighed i barndommen har jeg nok bevaret i min vej ind i parkour og i min søgen efter nye spots at bevæge mig på i byen," forklarer hun.

I dagligdagen har én ting været vigtig for hende.

"Det handler om at være i det, jeg er i, og at gøre det, jeg føler er det sjoveste."

Hendes lystbetonede vej fra aktiv idrætsudøver til forsker inden for samme felt forklarer hun selv med ordene:

"Jeg har altid været optaget af at følge nye muligheder og være åben for nye muligheder."