3 tips til forældre: Sådan får I mere bevægelse derhjemme

Få børnefysioterapeutens tips til 3 lege, der udvikler dit barns motorik.

Puder, mælkekartoner og meget andet godt kan bruges i lege, der får børnene til at bevæge sig mere derhjemme. Foto: Bo Nymann

Strømper eller tomme æggebakker - der er mange ting i hjemmet, der kan få dit barn i alderen 3-6 år til at bevæge sig mere. 

Og bevægelse er vigtigt for at udvikle barnets motorik.

Her er børnefysioterapeut Louise Hærvigs 3 bud på lege og ideer, du og dit barn kan prøve derhjemme:

1. Hokus pokus hold fokus

Kan du gå ned i knæ, gå sidelæns eller måske helt op på tæer? Alt imens du har en bog på hovedet, håndryggen eller skulderen.

Dette er en lille leg, der kan varieres i det uendelige. Og mærk så lige efter, hvad der føles helt fjollet, og hvad der føles rigtig fint.

2. Byg et fjolletårn

Har I mon ting, der kan stables hjemme hos jer? Måske en plastikskål, en pude, en dåse, en tom mælkekarton, en æggebakke, legetøj – ja, alt kan bruges!

Når I har samlet jeres ”byggeklodser”, start så med at tage én ting i hånden og hoppe frem til der, hvor fjolletårnet skal stå. Ved næste byggeklods skal der rulles, så skal der hinkes, krybes, kravles eller gås baglæns.

Hvor forskelligt kan du bruge din krop, hvor højt kan tårnet blive, og hvor fjollet kan dit tårn se ud? Det bestemmer du!

3. Stop-strømpe-dans

En stopdans er faktisk altid på sin plads – men denne gang med strømper! Spred strømperne ud på gulvet, og find den gode musik frem.

Når musikken standser, så skal en sok findes og en kommando gives: ”1-2-3 ned på maven”, ”1-2-3 sid på numsen”, ”stå på højre ben”, ”stik hånden i sokken” og så videre.

Til sidst kan sokkerne parvis laves til små sokkekugler og kastes retur i sokkeskuffen. Din grov- og finmotorik vil elske det hele.

Om Louise Hærvig og Hej skal vi lege?

Børnefysioterapeut Louise Hærvig er tilknyttet bObles og bevægelsesugen Hej skal vi lege?, som Børneulykkesfonden, DGI, og bObles står bag.

Mere end 32.000 børn er med i Hej skal vi lege? i uge 41. Bevægelsesugen er målrettet de 3-6 årige i daginstitutioner og dagpleje, som motiveres til mere bevægelse og bedre motorik.

Læs mere om Hej skal vi lege? 2017