3 gode råd: Giv dit barn med ADHD en god start til håndbold
Hvad skal du være opmærksom på, inden dit barn med ADHD skal til håndbold for første gang? Det får du ekspertens tre bedste råd til her.
Mød eksperten
Jenny Bohr er Master i Specialpædagogik og uddannet ”Advanced trainee” ved center for Collaborative Problem Solving” i Boston, Massachusetts.
Hun har stor erfaring i arbejdet med børn, unge og voksne med kognitive forstyrrelser som ADHD og er aktiv i ADHD-foreningens hovedbestyrelse. Jenny Bohr har skrevet bøgerne ”Samarbejdsbaseret problemløsning” og ”Problemløsende inklusion”
Holdsport som håndbold kan være med til at give børn med ADHD positive oplevelser, der kan være en lindring for deres lidelse.
Det mener Jenny Bohr, der er master i specialpædagogik og har stor erfaring i arbejdet med børn og unge med ADHD.
”Her er der klare regler, og som spiller får du en særlig rolle på holdet, hvilket kan gøre det lettere at indgå I samspillet med de andre børn,” siger hun.
Hun tilføjer, at holdsport som håndbold kan give børn med ADHD oplevelsen af at være anerkendt, ønsket og mest af alt oplevelsen af at gøre det godt.
3 gode råd til forældre med ADHD-børn
Er du som forældre usikker på, hvilke overvejelser, der kan være gode at gøre sig, inden du sender dit barn med ADHD til håndbold, så har Jenny Bohr her tre gode råd:
- Det er vigtigt for alle børn, men i særdeleshed for børn med ADHD, at de er interesseret i den sport, de skal gå til. Det skal give mening for dem, og de skal have lyst til det. Så vær sikker på, at dit barn virkelig ønsker at gå til håndbold.
- Når valget er truffet, så gør dig det klart, om du vil være åben om dit barns ADHD. Ofte vil åbenhed og forklaring medføre en forståelse hos omgivelserne, hvilket kan have stor betydning for hvordan de møder barnet med ADHD.
- Forbered dit barn på, hvad der skal foregå – og hvordan! Pak tasken for dit barn og hav en positiv tilgang til klub og træner(e).