Håndbold bliver nytænkende for at få flere med
Utraditionel håndbold skal få flere med. Et nyt udvidet samarbejde mellem DHF, DIF og DGI til næsten 10 millioner kroner gør, at håndbold bliver nytænkende omkring fire konkrete tiltag.
Kender du det, at det er svært at få passet håndbold ind i et travlt program? Du vil stadig gerne være sammen med vennerne og dyrke motion og synes håndbold er for fedt. Bare ikke lige tre faste gange om ugen.
Så er der gode nyheder til dig.
I en stor ny visionsaftale skal der fokus på nytænkning af sporten i samarbejde mellem håndboldens store organisationer. Der er sat 9,5 millioner kroner af til fire dedikerede projekter, som DHF, DIF og DGI står bag med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden.
Meget mere håndboldfitness
Ét af projekterne bliver en videreføring af håndboldfitness, som flere end 160 klubber fra hele landet allerede i dag har taget til sig.
”Håndboldfitness er de seneste par år blevet populært for specielt kvinder og nye håndboldspillere. Det er vi rigtig glade for, men nu vil vi teste, om også mændene og specielt +60-segmentet kan blive glade for den fleksible håndboldform,” fortæller Birger Dahl, bestyrelsesmedlem i DHF.
Læs også: Forskning: Håndboldfitness er effektivt både for fysikken og psykken
Med et gennemsnit på 15 spillere per klub bliver det til mere end 2400 eksisterende håndboldfitness-udøvere på landsplan, hvoraf 75 procent er kvinder. Målet er, at antallet af håndboldfitness-udøvere fordobles de kommende tre år.
3 andre tiltag, hvor håndbold nytænkes
Udover håndboldfitness, som kort fortalt er en kombination af styrketræning, løb og håndbold på små baner, kommer der de kommende tre år fokus på tre yderligere tiltag, hvor håndbolden til nye målgrupper bliver nytænkt:
- Motionshåndboldspil – kampe uden turnering
- Håndboldens Dag – åbent hus i klubben
- Inspirationskoncept til fastholdelse af 16-19-årige
Tæt samarbejde med klubberne
Tre fuldtidsmedarbejdere under paraplyen 'Bevæg dig for Livet – Håndbold' skal sammen med DHF's og DGI's konsulenter de kommende tre år videreudvikle og drive de fire projekter i tæt samarbejde med klubber i hele landet.
”Det er en spændende aftale, hvor vi får det bedste ud af det, DGI og DHF hver især er gode til. Aftalen skal bane vejen for, at vi nytænker og bl.a. arbejder målrettet med at genrekruttere spillere på seniorplan. De skal have fleksible muligheder og opleve håndbold i nye rammer men fortsat med foreningen i centrum,” siger Niels Christian Pedersen, der er DGI Håndbolds politiske repræsentant i den fælles styregruppe for visionsaftalen.
Der er 108.500 håndboldspillere i Danmark.