Efterskole går forrest i udviklingen af Five-a-side Håndbold

Det nyudviklede håndboldspil skal bruges som supplement til den daglige træning på idrætsefterskolen.

Five-a-side Håndbold kan ikke alene re-aktivere tidligere spillere, det kan også bruges i bestræbelserne på at fastholde unge piger i foreningerne.

Håndboldlinjen på Ingstrup Musik- og Idrætsefterskole har fået et nyt spil at give sig i kast med. Det er Five-a-side Håndbold, hvor der er færre spillere på banen, en blødere bold og generelt endnu mere fart og knald på, end i almindelig håndbold.

Læs også: Five-a-hvad for noget håndbold?

Efterskolen har sagt ja til at være pilotklub i udviklingen af spillet, og skolens håndboldtræner Lennart S. Skovgaard ser mange muligheder i konceptet, der er afprøvet på U16-pigerne.

”Rent håndboldfagligt står spillerne hele tiden over for vurderinger, hvilket er super. Jeg kan se på pigerne, at de smiler og er glade, men de er også forpustet og trætte, fordi de har bevæget sig mere end i en normalt træning, og så går det hele jo op i en højre enhed,” siger han.

Fokus på glæden

Bjørn Hessellund er ansat i projektet Bevæg dig for livet og han har været med i hele udviklingen af spillet. Han besøgte efterskolen og fik sat U16-pigerne i gang med Five-a-side Håndbold.

Læs også: 100 klubber er klar til Håndboldens Dag

Spillet bliver testet på unge piger, der har en tendens til at falde fra håndboldsporten som teenagere. Der er pludselig mange ting at se til, og der er langt mellem alternativerne til den almindelige træning i klubberne.

”Med det nye spil vil vi sætte fokus på glæden ved spillet og det at få rørt sig, mens man stadig er en aktiv del af håndboldforeningen,” forklarer Bjørn Hessellund.

Bruger bolden

Five-a-side Håndbold spilles på en mindre bane – og med en blødere bold. Især bolden begejstrerede håndboldtræner Lennart S. Skovgaard. Hans håndboldlinje er nemlig udfordret af, at der blot er to målvogtere til rådighed.

Læs også: Sådan får du harpiks af dit håndboldtøj

Den blødere bold har givet flere piger mod på at stå på mål.

”Jeg vil helt sikkert gøre brug af bolden, når vi står og mangler målvogtere i træningen. Det er bare ikke fedt at træne uden at spille på to mål, og her giver bolden bare nye muligheder,” siger Lennart S. Skovgaard.