Five-a-side håndbold får kærligheden til at blomste

Håndboldspillet Five-a-side er designet til at lokke tidligere håndboldspillere tilbage på banen.

Five-a-side kan være et initiativ, der bringer tidligere håndboldspillere tilbage på banen.

Five-a-side håndbold er et af de tiltag, der kan være med til at få tidligere håndboldspillere tilbage på banen.

Læs også: Five-a-hvad for noget håndbold?

For når bøtten med harpiks er lukket, så er det langt fra altid et endegyldigt farvel til idrætten. 54 procent af frafaldne idrætsudøvere har nemlig et ønske om at komme tilbage på banen. Det viser en ny undersøgelse blandt 800 tidligere idrætsudøvere (herunder også håndbold), gennemført af Danmarks Idrætsforbund (DIF)

Det store potentiale bliver dog ikke indfriet, uden at man gør en aktiv indsats i idrætten for at lokke dem tilbage.

”Vores undersøgelse viser, at der er meget forskellige årsager til at stoppe med en idræt. Derfor er det individuelt, hvordan man skal tilpasse sig for igen at blive attraktiv for tidligere medlemmer. Der er for eksempel stor forskel på, om man er stoppet på grund af forpligtelser overfor familie og job, eller om det er kroppen, der har sagt stop,” siger Lau Tofft Jørgensen, der er analytiker i DIF og ansvarlig for analysen.

Afhængig af forklaringen kan det være nødvendigt for idrætterne at se på, om der er behov for at justere spillet, hvis man skal have succes. Og flere idrætter er allerede i fuld gang.

Five-a-side hurtigt forklaret

- Der spilles på en mindre bane.

- 5 spillere på hvert hold, og målmanden er med i angreb.

- Bolden er blødere og lettere at holde om.

- Både træner og dommer er sorteret fra

Ren harpiksnostalgi

I håndbold har de taget første skridt med spillet ”five-a-side håndbold”, der er opstået i Bevæg dig for livet-samarbejdet mellem DGI Håndbold og Dansk Håndboldforbund. I sin grundform er det et forsøg på at beholde spilleglæden, samtidig med at det er blevet lettere at spille med.

”Five-a-side håndbold er målrettet tidligere håndboldspillere. Det vil sige, at det har alle de elementer, som man tænker tilbage på, når man husker tilbage på sin håndboldkarriere. Vi vil gerne spille på nostalgien med lugten af harpiks, skruebolden og de gamle slidte sko. Du kan stadig lave hatten og det hårde skud bagfra. Det er bare lidt anderledes og lidt langsommere,” siger Bjørn Hessellund, der er projektmedarbejder i Bevæg dig for livets håndboldsatsning og ansvarlig for five-a-side håndbold, og fortsætter:

Læs også: Guide til at forstå håndboldslang

”Vi har primært holdt fast i spillet og minimeret alt det udenom med opvarmning og fysisk træning. Vi lægger vægt på spillet til to mål, de sjove mål, tredje halvleg. Det er de ting, vi lægger vægt på, mere end det at træne kroppen. Så får man motionen og fysisk træning med som bonus,” siger han.

Skru ned for fysikken

Ifølge Lau Tofft-Jørgensen er netop fysikken en vigtig del at tænke på, når man overvejer tilbud til tidligere aktive:

”Der er mange, der er nødt til at stoppe karrieren, fordi knæet eller skulderen ikke kan holde til det samme, som den kunne, da man startede som helt ung,” siger han.
Den fysiske belastning er en del af forklaringen på, at mange håndboldspillere indstiller karrieren i 20’erne og 30’erne.

”Der er mange, der siger, at håndbold nærmest er en kampsport, når man ser det på tv. Det er five-a-side håndbold ikke, fordi man spiller 5 mod 5, og målmanden går med op i angrebet, så man spiller overtal, i stedet for at man skal sætte en mand af. Bolden er blevet lettere og blød, så alle kan være målmand uden risiko, og så skulderen kan holde til det. Så vi har fået lavet en voksenmotionsbold, der er blødere,” fortæller Bjørn Hessellund.

Selvom five-a-side håndbold er et opgør med den ”klassiske” udgave af håndboldspillet, har den foreløbige modtagelse i klubberne været positiv.

”Når vi fortæller, at det handler om at trække tidligere håndboldspillere ind, så har alle klubber, vi har snakket med nikket genkendende og været interesseret. Dem på +30 er ikke en del af klubben længere. 18.000 spillere over 24 år har forladt håndbolden de seneste 10 år. Vi mangler det segment, så klubberne kan se, at der er et potentiale,” siger Bjørn Hessellund.

Læs også: Efterskole går forrest i udviklingen af Five-a-side Håndbold

Det viser undersøgelsen

- 54 procent af frafaldne medlemmer ønsker at starte igen i samme forening eller idræt.

- Kun 23 procent svarer, at de ikke ønsker at starte til idræt igen.

- Blandt de mest udbredte årsager til frafald er mere tid til familie og venner, dårligt helbred og flytning.

Hele analysen

Tro på det

Foreløbig har 34 klubber taget det nye spilkoncept til sig. De kommer til at køre et prøveforløb i 3-4 måneder. Indtil videre er det ikke spillet, der har vist sig som den største udfordring:

”Barrieren er at få de tidligere håndboldspillere til at møde op en gang eller to. Det er svært at få en gruppe mennesker, der ikke har været en del af en forening i mange år, til at komme tilbage igen. Der skal overtalelse til, og derfor er det vigtigt med en tovholder, der bliver ved med at møde op og tro på det, selvom der er 6-8 stykker til træning. For så har vi allerede set mange eksempler på, at det kommer til at fungere,” siger Bjørn Hessellund.

Trods de klassiske begyndervanskeligheder, så ser Bjørn altså allerede tegn på, at det nye spil er en succes. Og den vigtigste faktor har de med sig:

”Det vi oplever nu, er de mere klassiske strukturelle barrierer i foreningerne og idrætten. Det afgørende er, at spillet ikke er en barriere længere,” siger han.