Håndbold kan trænes hvor som helst og når som helst

Selvtræning skaber mulighed for, at du kan blive en bedre håndboldspiller. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvor og hvordan du træner.

Selvtræning giver dig mulighed for hele tiden at lege og udvikle dig med håndbold. Foto: Adam Rieper

Håndbold skal ikke kun spilles i en idrætshal til fastlagte træningstider. Ligesom andre populære boldspil, skal håndbold også trænes individuelt efter behov og evner, hvis det står til Michael Sorgenfri, der er Idrætskonsulent i DGI.

Læs også: Selvtræning var vejen til succes

"Fodbold kan man spille med sig selv imod en mur, eller man kan jonglere på stranden, i parken eller snart hvor som helst. Basketball kan man øve på en kurv i indkørslen, på pladser eller drible bolden ned af gaden. Hvorfor ser vi ikke det samme, når det gælder håndbold?" spørger han.

Det kan jo i princippet trænes alle steder - også helt alene med en bold. Vi mangler blot eksempler på og forbilleder til, hvordan det kan gøres

Michael Sorgenfri, håndboldkonsulent i DGI

Mange danskere forbinder håndbold med en holdsport, som kun kan foregå på en bane á 40 gange 20 meter, i en indendørs hal med de korrekte mål og streger samt to hold med syv spillere på hvert. Men sådan behøver det slet ikke være ifølge idrætskonsulenten.

"Der kræves ikke bonede gulve for at spille håndbold. Det kan jo i princippet trænes alle steder - også helt alene med en bold. Vi mangler blot eksempler på og forbilleder til, hvordan det kan gøres. Det skal der laves om på. For selvtræning er en vigtig del af en sport og en afgørende mulighed for at dygtiggøre sig," siger Michael Sorgenfri.

Selvtræning på gadeplan

Selvom man ikke ser håndbold på gaden til hverdag, så findes der allerede både Street Handball og Beach Handball som gode eksempler på, at det kan lade sig gøre at få håndbolden ud i det fri.

"I Street Handball skaber vi nogle nye rammer for, hvordan man kan træne, spille og lege med håndbolde. Det er både selve spillet, den lille grønne bold, og det er byrummet, som vi indtager. Vi laver fede events, der viser, hvor sjovt det er, at spille håndbold udenfor," fortæller Rune Hansen, der er DGI’s konsulent for Street Handball.

Han er begejstret for de tekniske og artistiske aspekter af spillet, som man for eksempel også kender fra gadefodbolden Panna. Her gælder det om at bruge frække finter og tricks til at besejre sine modstandere.

"Selvom de nye spil kan virke langt væk fra traditionel håndbold i en idrætshal, så skaber de frihed til at lege og rum til kreativ udfoldelse, som kan virke inspirerende på ens håndboldspil og tekniske udvikling," siger Rune Hansen.

Læs også: Giv håndbolden en tur i det fri!

Udvikling af nye håndboldtalenter

Street Handball og selvtræning er vigtige aspekter i at udvikle håndbolden og dygtiggøre spillerne individuelt. Flere af de mest dygtigst håndboldspillere herhjemme, som for eksempel Magnus Landin, Mikkel Hansen og Lars Christiansen, har trænet mange timer på egen hånd. Alligevel er selvtræning endnu ikke blevet en etableret del af håndboldkulturen.

Det kommer dog til at ændre sig, hvis det står til Lars Christiansen, der i dag træner nogle af fremtidens håndboldspillere på drengeholdet i Juelsminde. Her er selvtræning blevet en fast del af træningsprogrammet, og Lars Christiansen giver jævnligt sine spillere ideer til, hvad de kan arbejde videre med på egen hånd.

Formålet (med selvtræning, red.) er at lære spillerne selv at arbejde med tingene, samt at tage ansvar for deres eget talent

Lars Christiansen, håndboldtræner og tidligere landsholdsspiller

"Vi har lagt en ekstra individuel håndboldtræning ind med alle de ting, som jeg ser hver enkelt spiller skal arbejde med. Det kan være skruebolde, forsvarsarbejde eller holdspil. Formålet er at lære dem selv at arbejde med tingene, samt at tage ansvar for deres eget talent," siger Lars Christiansen, der selv har trænet på egen hånd gennem hele sin karriere.

Inspirationen til selvtræning kan komme mange steder fra. Det behøver ikke være fra ens træner. Det kan også være tutorials på YouTube, eller spontan leg med bolden, mener Michael Sorgenfri.

"For den enkelte spiller åbner selvtræning mulighed for at dygtiggøre sig. Ikke kun til træning to gange om ugen, men hver eneste dag. Man behøver ikke have eliteambitioner for at have glæde af selvtræning. Uanset hvor dygtig man er, vil man kunne løfte sit niveau," understreger han.