Prøv kræfter med Håndboldens 5-Kamp

Har du lyst til en oplevelse, der tager dig og dine holdkammerater tilbage gode gamle dage på håndboldstævne? Så støv håndboldskoene af og tag dine gamle holdkammerater med til Håndboldens 5-kamp, et nyt motionshåndboldevent både i Jylland og på Sjælland.

Til Håndboldens 5-kamp giver du dig sammen med dit hold i kast med fem forskellige discipliner - herunder 5-a-side. Foto: Allan Jensen, EventMedia

Har du rundet de 30 år, slæber du måske rundt på lidt bonuskilo, og er skudarmen blevet slatten i forhold til tidligere - så er du lige i målgruppen for det nye motionshåndboldevent Håndboldens 5-kamp.

Til Håndboldens 5-kamp er harpiksbolde og hårde skub i siden skiftet ud til fordel for bløde bolde og tredje halvleg. Det er en dag, hvor alle kan være med, uanset niveau, tidligere meritter og nuværende form. Her skal du kæmpe med dit hold om fede præmier og titlen som årets vinder af Håndboldens 5-kamp.

Det helt nye tiltag afholdes for første gang lørdag den 27. april i Kirke Hyllinge på Midtsjælland og lørdag d. 4. maj i Galten i Midtjylland. Alt det kræver for at deltage, er at du samler et hold - måske med dine gamle holdkammerater? - og melder jer til.

”Vi håber, at Håndboldens 5-kamp kan inspirere både tidligere og nuværende håndboldspillere til nye måder at spille håndbold på og vise, at motionshåndbold kan mere, end man måske lige tror,” fortæller Anna Katrine Sand, projektmedarbejder i Bevæg dig for livet – Håndbold.

Sjove, nye håndbolddiscipliner 

Håndboldfitness og Five-a-side Håndbold vil være på programmet sammen med tre andre sjove og udfordrende aktiviteter som Bumperballs, Håndbold-race og Byg-det-selv, som tilsammen vil få både lattermuskel og bentøj på overarbejde. 

Et hold består af 5-8 spillere og må gerne være blandet på tværs af køn. Tilmeld jeres hold senest den 14. april.

Tilmeld dit Håndboldfitness- eller Five-a-side-hold lige her

Hvis der ikke allerede er Håndboldfitness eller Five-a-side Håndbold i din klub, så er Håndboldens 5-kamp en perfekt mulighed for at prøve at starte et tilbud op ved at melde et hold til. På den måde kan i prøve det af og se, om der er interesse. Kontakt Bevæg dig for livet - Håndbold og hør, hvordan I starter et tilbud op.

Praktiske informationer om Håndboldens 5-kamp:

  • Tidsrum: kl. 10-15, efterfulgt af 3. halvleg.
  • Pris: 100 kr. pr person, inklusive mad og drikke, goodiebag og adgang til 3.halvleg. 
  • Lokationer: Midtsjælland, lørdag d. 27. april, Præstemarksvej 10, 4070 Kirke Hyllinge og Midtjylland, lørdag d. 4. maj, Baunevej 11, 8464 Galten.

Om initiativet

Håndboldens 5-kamp er et nyt initiativ under “Bevæg dig for livet - håndbold” i samarbejde mellem Dansk Håndbold Forbund, DGI, DIF, TrygFonden og Nordea-fonden.