Håndboldklub sælger håndsprit for at klare sig gennem krisen

Coronakrisen efterlod et kæmpe hul i Køge Håndbolds klubkasse, men tabet er mindsket, efter at klubbens medlemmer har solgt håndsprit for mange tusinde kroner.

Klubbens frivillige tog hygiejnen meget alvorligt og var iklædt dragter, visir og handsker, når de solgte håndsprit. Foto: Køge Håndbold

Nedlukninger, aflyste arrangementer og faldende indtægter.

Læs også: Corona og økonomiske konsekvenser – hvad gør du som idrætsforening?

Coronakrisen har taget hårdt på idrætsforeningerne og deres økonomi. En af de foreninger, der ifølge formand Frederik Ullerup med ét var på røven økonomisk, var Køge Håndbold.

Men i stedet for at surmule over de manglende indtægter, skabte coronakrisen og det store fokus på håndhygiejne en unik mulighed, som håndboldklubben greb.

”En af vores sponsorer laver håndsprit til store virksomheder. Da corona brød ud i fuldt flor i marts, tilbød de håndboldklubben, om vi ikke ville sælge håndsprit,” fortæller Frederik Ullerup.

En win-win for alle

Det blev starten på et meningsfuldt samarbejde for både håndboldklub, sponsoren og samfundet som helhed. Hver gang Køge Håndbold solgte en flaske håndsprit, gik en lille del af beløbet til klubben, og samtidig fik sponsoren sine produkter ud på markedet.

I starten var efterspørgslen på håndsprit også så stor, at der simpelthen var et behov for, at der blev solgt noget mere. Det behov kunne Køge Håndbolds medlemmer og frivillige hjælpe med at opfylde. De har solgt både fra stande på gaden og til skoler og virksomheder.

Køb mundbind og støt din lokale klub

Hvis I ikke har mod på selv at sælge håndsprit eller mundbind, kan I alliere jer med Medico Maske

De tilbyder at give jeres klubs medlemmer en unik rabatkode, som gavner både medlemmet og klubben, når de køber mundbind gennem Medico Maske. 

Medlemmerne får rabat på mundbindene, og når de bruger rabatkoderne, går en aftalt procentdel af salget tilbage til klubben. 

Vil du støtte din lokale klub på denne måde, så send en mail til medicomaske@mermaidmedical.dk

”Jeg har selv stået foran vores lokale bank en hel lørdag og solgt. Det har været en frivilligopgave, og så har vi senere delt det ud på årgangene, der har haft nogle vagter og haft til opgave at levere det håndsprit, der var solgt,” forklarer formanden.

Læs også: Coronastøtte: Muligheder fra virksomheder og fonde

Var økonomisk på røven

Salget er blevet annonceret på Facebook og i nyhedsbreve til medlemmerne, der desuden alle fik til opgave at sælge mindst tre flasker håndsprit.

Frederik Ullerup vurderer, at klubben har tjent på den gode side af 25.000 kroner på salget.

Penge, som falder på et tørt sted, når man i foråret måtte vinke farvel til indtægter på mere end 200.000 kroner.

”Som mange andre klubber, var vi også på røven økonomisk. Salget af håndsprit har været en hjørnesten i, at vi er kommet godt igennem den her periode og stadig har et tilbud til vores medlemmer,” vurderer Frederik Ullerup.

Næste hjørnesten er allerede ved at blive lagt. I hvert fald er Køge Håndbold i gang med at få et salg af mundbind op at stå, så de snart kan tilbyde både håndsprit og mundbind til lokalsamfundet, mens klubben tjener en ekstra skilling.

Det har været en fed ting at gøre som klub

Frederik Ullerup, formand Køge Håndbold

Får det bedste ud af krisen

Køge Håndbolds salg af håndsprit er også historien om at få det bedste ud af en svær situation på en måde, som gavner alle, forklarer formand Frederik Ullerup.

Læs også: Kirke Hyllinge Badminton har cyklet en million hjem til klubkassen

”Nogle kunne mene, at man burde få stillet håndsprit til rådighed gratis, fordi det var så sundhedsnødvendigt. Men vi sagde ligesom, om vi ikke kan få rigtig mange til at få glæde af det behov. Der er brug for håndsprit, og det frivillige foreningsliv har brug for penge. Det var en rigtig god ordning, som gav mening for alle.”

Han opfordrer andre klubber til at tænke i samme baner, uden at de nødvendigvis også skal sælge håndsprit. Udover den økonomiske gevinst har salget også styrket sammenholdet i Køge Håndbold.

”Det har været en fed ting at gøre som klub. Vi er jo alle sammen lidt idioter, når vi står der en hel lørdag og sælger håndsprit, for at vores børn kan gå til håndbold, men det er jo sådan, vi er, alle os frivillige,” siger han.