Kasper blev træner, da moren fik kræft

Af Anders Korsager Nielsen, anders.korsager.nielsen@dgi.dk

Der er mange årsager til, at folk melder sig under foreningslivets faner som træner. Tilfældigheder, ambitioner, passion for sporten, fordi der manglede en til at gøre det og så videre. I Kasper Egerton Falkesgaards tilfælde er årsagen en anden.

Som 15-årig blev hans mor syg af kræft, og en ung dreng skulle for tidligt i livet forholde sig til, at han kunne miste sin mor. 

"Det var en mørk tid i mit liv. Hun var indlagt i et år, og i det år manglede jeg et frirum. Jeg havde haft det frirum, da jeg spillede håndbold, men det var jeg stoppet med. Derfor besluttede jeg, at hvis der ikke kunne blive gjort noget for mig, måtte jeg gøre noget for andre."

Derfor kontaktede Kasper den lokale håndboldklub i Lind og meldte sig under fanerne som frivillig træner. Og i den mørke tid blev der tændt et lys i Kasper, som stadig brænder den dag i dag seks år senere. Og som måske aldrig brænder ud. 

Kasper mistede ikke sin mor til kræften. Hun kom sig over sygdommen. Men historien slutter ikke der. For det var ikke kun i Kasper, at der blev et tændt et lys, dengang han traf beslutningen om at gøre noget for andre.

Lyset begyndte også at skinne i KLG Håndbolds ungdomsafdeling. Og det bedste af det hele er, at alle os der gerne vil blive klogere på, hvordan vi får flere unge engageret i idrætsforeninger, også kan lære noget af historien.

Kaspers historie giver således en interessant indsigt i følgende:

   ❔ Hvor stort et pres må vi lægge på unge frivillige i foreningslivet❓

   ❔ Hvad betyder det for en klub, at der er unge trænere tilknyttet❓

   ❔ Må vi spørge unge, om de vil være trænere eller skal vi vente på, at de melder sig selv❓

   ❔ Hvorfor er det et rart pres, og ikke et for stort pres, at være rollemodel for andre unge❓

Alt det giver historen om Kasper Egerton Falkesgaard indsigt i. Og den startede altså med, at moren fik kræft. Men natten er altid mørkest, før dagen gryr.