Landsmesterskab er en fantastisk klubtur

En samlet klubtur til et stævne som LM i håndbold giver VIF Mors fantastisk samvær og sammenhold på tværs af årgange og hold i klubben.

Marianne Attermann Holst og Maria-Louise Lynge har sammen med resten af VIF Mors haft en fremragende tur til LM i håndbold. Foto: Kristoffer Weibel

Mere end 500 spillere fordelt på 43 hold fra hele landet fylder hallerne i Løgumkloster til Landsmesterskaberne i håndbold for senior og oldboys/girls-hold.

En pæn del af dem, cirka 50, kommer fra VIF Mors. Hele fem af klubbens hold har nemlig taget den lange tur til det sønderjyske for at deltage i en weekend med håndbold og hygge.

Turen til Sønderjylland har dog ikke været kedelig, for klubben har lejet en bus og kørt sammen hele vejen. LM er nemlig en klubtur, og det har været en succes.

“Det sociale betyder virkelig meget. Bare turen herned var super. Vi er nogle af alderspræsidenterne, og det er hyggeligt at være sammen på tværs af aldersgrupper,” siger Marianne Attermann Holst og bliver suppleret af holdkammerat Maria-Louise Lynge:

“På banen har det måske ikke været den store succes for vores hold, men vi hygger os og hylder hinanden, når det går godt,” smiler hun og er enig med sin holdkammerat om, at de uanset hvad vinder 3. halvleg.

Godt at være tilbage

VIF Mors deltog også sidste år efter cirka 15 års pause - og ifølge tidligere formand for klubben og nu holdleder for Old Girls-holdet, Henrik Kristensen, er det godt at være tilbage.

“Det var en virkelig god oplevelse sidste år, cirka 90 procent af spillerne er med igen, og så er der kommet nye til. Vi er selv lidt imponerede over, at vi har 50 med fra Mors, men det er fordi, vi har det godt sammen,” siger han.

“Og så giver det ufattelig meget med en tur som den her. Vi vægter det sociale højt, og det er ganske enkelt hyggeligt at være med,” siger Henrik Kristensen, der kun så enkelte minusser ved busturen.

“De unge hører, ja, ungt musik, vi andre ikke vil høre, men så får vi også lidt Kim Larsen ind imellem,” lyder det med et finurligt smil.

Både spillerne og Henrik Kristensen regner med at deltage igen næste år, så de kan gå efter succes i både 1., 2. og ikke mindst 3. halvleg.