Leg giver måltavlen baghjul til UV-Håndbold

Når lyset bliver slukket og UV-lampen tændt, er der fokus på sjov og fællesskab på håndboldbanen. Det anderledes setup er en succes – og mørkelegen spreder sig.

200 børn legede og spillede i mørket til UV-Håndboldstævne i Ølgod. Foto: Karina Vagner

En hel hal henlagt i mørke – som i ét nu blev sprængt af begejstring, jubel og leg. Knap var lyset blevet slukket, før det vrimlede frem med selvlysende ansigter, streger på banen og en bold, der som en ildkugle lyste hallen op, mens den skiftede hænder.

”Stemningen har aldrig været så høj i hallen og alle var bare klar på en fed oplevelse,” siger Karina Vagner.

Som håndboldkonsulent i DGI Sønderjylland arrangerede hun det første UV-håndboldstævne i Ølgod. Et stævne, hvor vinderambitionerne blev sendt på bænken, og fokus i stedet var på at få legen og fællesskabet ind på banen.

”Det skete helt af sig selv: Der blev leget og snakket og hygget meget mere, end til et almindeligt stævne. Forudsætningerne var anderledes og derfor var ambitionerne det måske også,” siger en glad arrangør.

Plads til sjov

En af de i alt 200 deltagere er 13-årige Malte Vagner Pedersen. Ham og vennerne skal helt sikkert med, når der til efteråret igen bliver afholdt UV-stævner i Bramming, Varde og Tistrup.

Det var så vildt fedt, fordi det ikke var så seriøst - der var plads til sjov

Malte Vagner Pedersen, U14 og deltager til UV-stævnet

”Det var så vildt fedt, fordi det ikke var helt så seriøst, som normalt, men der var plads til sjov på banen. Og når vi ikke var på banen, så var der en miniputbane, hvor vi spillede på tværs af hold i pauserne – det var mega hyggeligt,” siger U14 spilleren i SGI Håndbold.

Banerne var tapet op med en særlig UV-tape, spillerne fik alle sammen neonfarvede overtrækstrøjer på og som noget særligt, var der indkøbt UV-maling:

”Det var ekstra fedt, at vi startede med at male hinanden med UV-maling. Så var det hele ligesom i gang og vi var sammen om det,” siger Malte Vagner Pedersen.

Hvordan foregår det?

  • UV-stævnet i Ølgod blev spillet på en Max. Totalbane, som er en mindre håndboldbane, hvor der er fokus på samspil og hurtige bolde.
  • En eller flere UV-lamper tændes og banen markeres med UV-tape.
  • Spillerne har neonfarvede overtrækstrøjer på og bolden er enten neonfarvet eller spraymalet med UV-maling.
  • I Ølgod havde de købt UV-ansigtsmaling, så spillerne rigtig kom i stemning til en anderledes håndboldoplevelse.
  • Undervejs var der fællesspisning. 

Mørkelegen spreder sig

Ud over de anderledes lysforhold i hallen, så foregik stævnet på en Max. Totalbane. Kendetegnende for Max. Totalhåndbold er, at banen er mindre, end en normal håndboldbane og der er typisk mere fart på bolden.

”UV-stævnet skulle vise, at håndbold er sjovt og fuld af leg – det er ikke kun måltavlen, der afgør, om spillet har været godt,” siger Karina Vagner.

Rygtet om den anderledes stævnesucces er løbet stærkt. Der er allerede bud efter at låne UV-udstyret til både foreningsarrangementer, håndboldskoler og rekrutteringsaftener.

”Selv de unge hyggede sig helt vildt. Alene malingen fik alle til at gå amok – og det var særligt fedt at se, at det var rigtigt af os også at invitere U14, for de har stadig masser af leg i sig, selvom de ofte bliver glemt i de her sammenhænge,” siger Karina Vagner.