Michael V. Knudsen: Sådan bliver du en bedre stregspiller

Han har vundet VM- og CL-guld og er blevet regnet som en af verdens bedste stregspillere. Her deler Michael V. Knudsen sine bedste råd til, hvordan du selv kan blive bedre på stregen.

Streg-legenden Michael V. Knudsen deler sine bedste råd til, hvordan du kan blive en bedre stregspiller. Foto: Jan Christensen, DHF

Du skal være fysisk, smidig, kunne hoppe højt og tænke hurtigt på stregen. For som stregspiller kan du være en nøglefigur på håndboldbanen, hvis du kan åbne forsvaret med screeninger, så bagspillerne får plads til at komme på skudhold.

Michael V. Knudsen er en institution i dansk håndbold, og han er kendt for netop det - og for at give sig 100 % på banen. Det har kastet 14 A-landsholdsmedaljer og to udtagelser på All Star-hold ved slutrunder af sig. Med 244 landsholdskampe er han den person, der har trukket den rød-hvide trøje over hovedet næstflest gange, kun overgået af Lars Christiansen med respektive 338 kampe.

Vi spurgte streglegenden, hvordan du som stregspiller kan udvikle dit spil med tips og ideer til træning og kamp. 

"Det fedeste ved at være stregspiller er, at du er afgørende for, om medspillerne kommer til en god afslutningsmulighed. Stregspilleren er angrebets vigtigste spiller," indleder Michael V. Knudsen.

Hvad er den vigtigste egenskab at have som stregspiller?

"Den vigtigste egenskab som streg er, at du hele tiden skal være klar til at kæmpe for at få den rigtige og/eller optimale position i forhold til din modstander. Du skal hele tiden være lidt på forkant og kunne se spillet. Og så skal du fokusere på at holde et lavt tyngdepunkt, så du kan komme rundt om din forsvarsspiller, når du har modtaget bolden."

Hvad vil du råde stregspillere til at fokusere på i træningen? Og i kamp?

"Jeg vil råde stregspillere til at træne deres tyngdepunkt, så de bliver svære at flytte for modspillerne. Derudover er det en god idé træne screeningsteknik og afslutninger, hvor man er presset. Desuden er det vigtigt at træne samspillet med bagspillere og fløje."

Michael V. Knudsens bedste råd til stregspilstræning

  • Afslutningsøvelser, hvor du er presset og har svært ved at få et afsæt/hop.
  • Screening-teknik med efterfølgende afslutning
  • To-mod-en-øvelser - Øvelser hvor du skal kæmpe med to forsvarsspillere for at skaffe plads - med efterfølgende presset afslutning.


Michael V. Knydsen anbefaler generelt hårde øvelser først, og så afslutte på mål, hvor man er en smule træt.

Det sker ret ofte i kampene, at der som streg først er en nærkamp efterfulgt af en afslutning - og her skal der være 100 procent fokus på en god og sikker afslutning.