Nye Tal: Håndbolden scorer medlemmer uden for hallerne
Et godt forhold til skolerne, sociale arrangementer og kreative tilbud uden for den klassiske håndboldtræning skal ses som forklaringen på, at flere håndboldklubber har oplevet medlemsfremgang fra 2018 til 2019. Det er i hvert fald erfaring hos klubber, der har oplevet et større medlemsboom.
Kreativitet er ikke alene noget, der finder sted inde på håndboldbanen i form af hurtige finter og smarte spilsystemer. Også uden for banen er der behov for at tænke ud af boksen - i bogstaveligste forstand - hvis man skal have succes med at tiltrække flere medlemmer.
Det mener i hvert fald de håndboldklubber, som har DGI har kontaktet i forbindelse med offentliggørelsen af de nye medlemstal for idrætten, som DGI og DIF netop har offentliggjort.
I Skærbæk Håndboldklub, hvor man har mere end fordoblet sit medlemstal fra 55 i 2018 til 127 medlemmer i 2019, har man for eksempel kastet sig over flere udendørsaktiviteter - også dem, der ikke lige præcis handler om at spille syv mod syv.
"Forældre var kommet til os med en opfordring: Kan I ikke finde på noget andet til de børn, der ikke er så glade for holdsport? Så vi begyndte at arrangere rundbold og andre udendørsaktiviteter, hvilket førte til 30 nye medlemmer alene,” fortæller formand Mette Hansen.
Tænk ud af boksen
Derudover begyndte klubben ligeledes at afholde TrilleTrolle for de helt små udenfor, ligesom et drengehold blev sendt til Beach-stævner.
“Det, syntes de, var fedt - og det smittede af hos deres venner og bekendte. Så nu har vi 23 på U11-drenge,” oplyser Skærbæk-formanden.
Og håndboldklubben stoppede ikke der. Et fleksibelt kontingent til spillerne fra den lokale fodboldklub, hvor flere søgte et motionstilbud uden for fodboldsæsonen, har resulteret i et solidt seniorherrehold.
“Tænk kreativt og ud af håndbold-boksen ved at lytte til, hvad medlemmerne har af ønsker. Det har vi gjort. Og det har virket,” siger Mette Hansen.
Et socialt behov
Samme tankegang har man for eksempel i Nordjylland, hvor man i Vodskov Håndbold er begyndt at arrangere håndboldture hvert år og har aktiveret det lokale erhvervsliv til at sponsorere præmier til et lokalt håndboldbrag i hallen, så især de yngste medlemmer oplever, at der kommer ekstra fløde på kagen.
Det mener formand Pia Jørgensen har bidraget til medlemsstigningen på mere end 90 procent.
“Vi oplever, at vi skal tilbage til det der med at finde på noget, der binder os sammen. Det har vi manglet. Så husk at lave nogle andre ting end blot at træne øvelser og spille kampe. Der skal også være noget socialt,” siger hun.
Og den nordjyske klub er ikke den eneste, der har spottet det sociale behov. Både i Virklund Håndboldklub nær Silkeborg og på Fyn i Nr. Lyndelse-Søby Håndboldklub, hvor de har haft en medlemsfremgang på henholdsvis 60 og 88 procent, har de således kastet sig over fællesspisninger.
Lokale samarbejder
Men derudover fremhæver flere af klubberne, som DGI har kontaktet, også samarbejder med de lokale kræfter og institutioner. Navnlig skolerne.
“Vi har en træner, der også er lærer på den lokale skole, og hans lobbyarbejde har sikret et godt forhold til skolen, der har gjort, at der er sket en markant stigning den vej igennem,” fortæller formand Betina Ransborg fra Nr. Lyndelse-Søby Håndboldklub.
I Virklund Håndboldklub har de sat ind endnu tidligere.
“Vi har indgået et samarbejde med de lokale børnehaver. Det har givet super god opmærksomhed,” siger formand Jan Lisby.
Gode råd fra klubber med fremgang
Vodskov Håndbold: "Husk at lave nogle andre ting end blot at træne øvelser og spille kampe. Der skal også være noget socialt."
BK Ydun: "Giv plads til dem, der gerne vil. Vi er selvfølgelig forskellige som foreninger, og vi er en stor én af slagsen. Men vi giver plads og rum til, at de kan have indflydelse. Så der er en høj grad af autonomi - dog inden for klubbens rammer. Det giver også noget, at vi lader dem tage på kurser og træningslejre."
Virklund Håndbold: "Alt frivilligt arbejde handler om at finde klubånd og få skabt et netværk om klubben. Når det er på plads, kan man arrangere andre ting."
Nr. Lyndelse-Søby Håndboldklub: "Det handler kort sagt om at have nogle rammer og de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt. Så have fyrtårne og tænke i samarbejde med skolerne."
Skærbæk Håndbold: "Tænk kreativt og ud af håndbolden. Tænk ud af boksen: Lyt til hvad medlemmerne har af ønsker."
Sikre klubånden
Han mener desuden, at det sociale skal prioriteres for at sikre det, hele foreningslivet bygger på - nemlig klubånd.
“Forudsætningen for at tiltrække medlemmer er gode trænere (og frivillige kræfter, red.), der kan træne godt og give gode oplevelser. For jo bedre trænere, jo bedre håndbold og endnu bedre tilbud. Så vi har skabt et større netværk og sparring på tværs af klubbens trænere og frivillige. For eksempel fredag aften, hvor vi holder foredrag under titlen “Håndboldinspiration” og spiser og spiller bagefter. Det har givet rigtig meget,” fortæller Jan Lisby.
Og den midtjyske håndboldklub får opbakning fra Storkøbenhavn, hvor formanden for håndboldklubben BK Ydun på Frederiksberg, Simon Strandholm Rasmussen, ligeledes fremhæver der ekstra fløde på kagen til at sikre de frivillige kræfter, der i sidste ende resulterer i flere medlemmer.
“Det er et spørgsmål om kvaliteten af de tilbud, børnene får. Både socialt og træningsmæssigt. Én træner til 10 versus én træner til 20 gør en forskel,” understreger BK Ydun-formanden.