Over 100 børn og voksne spillede strandhåndbold i vinterferien

Trods temperaturer omkring frysepunktet spillede børn og voksne strandhåndbold i vinterferien. Det foregik indendørs, hvor det bløde og varme sand dannede rammen om en eksotisk dag.

25 hold dystede om præmier og fede tricks til indendørs strandhåndboldstævne. Foto: Morten Toft

Hvidt, varmt sand mellem tæerne, mens man spiller håndbold. Og varmegrader på den gode side af 20. Det er ikke noget, man normalt forbinder med håndbold i Danmark i februar. Men i Hafnia Hallen i København blev der lørdag i uge 7 spillet strandhåndbold til den helt store guldmedalje.

Flere end 100 børn fra U10 til U14, samt voksne fra årgang 1998 og ældre, var samlet til indendørs stævne af den eksotiske slags for håndbold, mens mange andre familier var taget på den traditionelle skiferie. En af de seje håndboldspillere var 13-årige Jaques Dahlsgaard fra Helsingør Håndbold. Han nød at spille strandhåndbold i varme omgivelser.

Det er en meget fed idé, at man kan spille strandhåndbold om vinteren

Jaques Dahlsgaard, 13-årig strandhåndboldspiller

”Det er en meget fed idé, at man kan spille strandhåndbold om vinteren, fordi det er fedt at spille strandhåndbold, og det gør man ikke normalt (om vinteren, red.),” siger Jaques Dahlsgaard, som har spillet strandhåndbold i to år.

Strandhåndbold på vej mod OL

Selvom håndbold primært foregår på beton- eller trægulve rundt omkring i de danske haller, så er strandhåndbold en idræt i fremgang herhjemme. Men også globalt set er det en idræt, der vinder frem. Den tekniske version af håndbold er nemlig en kandidat til at komme på det olympiske program.

Jaques Dahlsgaard fra Helsingør Håndbold i aktion til Indoor Beach Håndbold i vinterferien.Jaques Dahlsgaard fra Helsingør Håndbold i aktion til Indoor Beach Håndbold i vinterferien.Foto: Morten Toft

Derfor skal det også være muligt at spille strandhåndbold om vinteren, mener Frederik Steenfeldt-Jensen, stævneleder for DGI’s Indoor Beach Håndbold.

”Det er noget, vi gerne vil være med til at støtte op om. Vi synes, det er en fed sport, og den skal vi have lov til at spille hele året rundt. Så at vi kan spille om vinteren er rigtig fedt,” siger Frederik Steenfeldt-Jensen.

Medaljekamp og hyggehåndbold

I Hafnia Hallen kæmpede nogle af håndboldspillerne hårdt for at få medaljer. For nogle er det at vinde det helt essentielle. For andre er det hyggen og håndbold som en sjov motionsform, der er i fokus.

En af dem, der kom primært for at få en sjov og hyggelig dag med holdet, var Trine Salmony fra Gladsaxe HG. Hun dyrker håndboldfitness og var med til stævnet for første gang.

”Vi får en masse motion, og så har vi det bare sjovt. Vi er normalt sammen to timer, men her får vi lov til at være sammen i tre timer og møde nogle andre hold,” siger Trine Salmony.

Hun og de andre spillere fra håndboldfitness er et godt eksempel på, at stævnet er for alle – uanset om man kommer for at vinde, eller bare vil have det sjovt og lave en masse trickscoringer, som er en stor del af strandhåndbold, fortæller Frederik Steenfeldt-Jensen.

Regler til stævnet

  • Hvert hold består af to markspillere samt en keeper
  • En kamp er på to halvlege på hver 5 minutter
  • For at vinde kampen skal man vinde begge halvlege
  • Hvis begge hold vinder en halvleg hver, bliver kampen afgjort ved shootout, hvor det gælder om at score flest point på tre kontraforsøg

Trickmål belønnes i strandhåndbold

I normal håndbold får man et point, når man scorer et mål. Sådan er det ikke altid i strandhåndbold. For idrætten hylder teknisk lækre detaljer ved scoringer.

Det betyder, at man kan få to point for at lave en scoring, hvor man eksempelvis drejer rundt om sig selv, inden man scorer. Eller hvis man skyder bolden gennem sine ben.

Også hvis keeperen sender kuglen i nettet giver det dobbelt op på point i forhold til i normal håndbold.

Mange vindere i vinterferien

Blandt de mange fremmødte håndboldspillere, var der naturligvis mange vindere af de forskellige rækker. Det blev fejret med sejrsdans og medaljeoverrækkelse.

En af dem, der fik hængt guld om halsen, var Jaques Dahlsgaard, som sammen med resten af Helsingør Håndbold endte øverst på skamlen.

Men også Trine Salmony fra Gladsaxe HG fik ønsket om en hyggelig og sjov dag med holdet opfyldt. Derfor var der mange vindere blandt de fremmødte håndboldspillere.