På 24 timer meldte 15 frivillige sig og forvandlede håndboldklubs udendørs baner

Aarup BK Håndbold skulle handle hurtigt for at blive klar til genstarten af idrætten, men på 24 timer meldte 15 frivillige sig til at klargøre fire udendørs håndboldbaner.

Beachbanerne var fyldte med ukrudt, og sandet var blæst godt rundt. Og græsbaner var der ingen af. Men på en lørdag formiddag forvandlede 15 frivillige Aarup BK Håndbolds udendørs faciliteter, så klubben nu har to beachbaner og to helt nye græsbaner at spille på.

Læs også: Håndboldklub planlægger genstart udenfor hallen

Det mest imponerende er, at de 15 frivillige alle meldte sig selv i løbet af 24 timer, efter at Kristian Jensen fra bestyrelsen blot havde sendt en mail rundt og lavet et facebookopslag.

Han skrev, at klubben havde brug for tre hold á maksimalt fem personer til at klargøre henholdsvis beachbanerne, græsbanerne og til at samle mål.

”Så begyndte der at tikke mails og SMS’er ind, og så kunne jeg bare sætte tre hold og skrive, hvor de skulle møde op. Det er megafedt,” siger han.

Lånte minigraver og lysmaster

Vel mødt startede et par timers frivilligt arbejde lørdag formiddag. Beachbanerne skulle renses for ukrudt og rettes af, græsbanerne skulle ryddes for muldvarpeskud, kridtes op og måles efter, og der skulle samles mål. Store opgaver, som blev løst med stor lokal opbakning.

”Beachbanerne trængte til en ordentlig overhaling. Der kom en lokal anlægsgartner med en minigraver, og så gik de ellers i gang med at rive og rette det hele af, så nu ser de fine og lige ud igen,” siger Kristian Jensen.

Derudover fik Aarub BK Håndbold hjælp af søster-fodboldklubben, som lånte dem en opkridtningsmaskine. Og som kronen på værket har klubben nu lånt nogle fire meter høje lysmaster af det lokale Frøbjerg Festspil, så de kan træne videre, selv når det bliver mørkt.

”Jo flere der siger ja, jo mere energi giver det. Så tager det fart, og ret hurtigt kan man få stablet noget på benene. Det handler om at se muligheder i stedet for begrænsninger i sådan en situation.”

Se den vilde forvandling i videoen. Video af Aarup BK Håndbold.

Nye frivillige byder ind

Kristian Jensen oplevede, at de mere praktiske frivillige opgaver appellerede til en ny gruppe end dem, der typisk melder sig til at sidde ved dommerbordet og hjælper til ved stævner. Det har sat tanker i gang om, hvilke opgaver klubben fremover vil spørge om hjælp til.

Læs også: Løberuter, chokofanter og fotosafari: Udeaktiviteter hitter i KLG Håndbold

”Vi havde brug for nogle til at hjælpe med at trække kabler til lysmasterne. Så var der lige en elektriker, der meldte sig, men som måske ikke synes, han har lyst til at sidde ved dommerbordet.”

”Alle har noget at byde ind med. Vi skal bare finde det rigtige. Hvis det er de samme frivillige opgaver hele tiden, er det også lidt de samme mennesker, vi altid trækker på. Man kunne godt tænke mere over at sprede opgaverne ud, så der er flere, der kan byde ind med noget,” forklarer han.

Derudover er det ifølge Kristian Jensen afgørende, at de frivillige opgaver er klart definerede, så det er overskueligt, hvad og hvor mange timers arbejde man siger ja til. Det hjælper også, at de frivillige kan se resultatet af arbejdet. I dette tilfælde at de eller deres børn kan spille håndbold igen.

Vi har spekuleret meget over, om vores medlemmer og frivillige er derude endnu, så det har været en stor positiv oplevelse, at der er masser af energi

Kristian Jensen, bestyrelsesmedlem i Aarup BK Håndbold

Alle har lyst til at gøre en indsats

I det hele taget oplever Aarup BK Håndbold, at de frivillige har en super indstilling til arbejdet og foreningen på trods af coronanedlukningen. Det glæder Kristian Jensen.

”De her folk, der sidder hjemme og venter på, at deres børn kan komme i gang, har alle lyst til at gøre en indsats for, at nu skal vi i gang. Vi har spekuleret meget over, om vores medlemmer og frivillige er derude endnu, og om de bare er klar igen, så det har været en stor positiv oplevelse, at der er masser af energi.”

Nu håber Kristian Jensen og resten af bestyrelsen, at de kan få lov at belønne medlemmerne og de frivillige for den gode energi med sociale arrangementer, når restriktionerne igen tillader det. Foreløbigt glæder hele klubben sig over, at træningen er i gang igen.

”Spillerne var glade. Jeg var ovre og se vores U11 og U13 træne, og der var smil og røde kinder over hele linjen. Jeg ved godt, det er noget andet at spille på en græsbane, hvor man ikke lige kan drible, men bare det at mærke bolden igen og have et mål at skyde på, betyder meget.”