Samtaleemner til håndboldforældre
Hvad kan forældre egentlig snakke om, mens deres børn spiller håndbold? Vi giver dig her en række samtaleemner, som kan gøre kampene endnu mere spændende.
Bruger du også mange timer i landets haller for at se dit barn spille håndbold? Ser du mange andre forældre, du egentlig gerne vil snakke med? Vi giver dig her en række samtaleemner, så I kan få en god håndboldsnak op at stå!
Thomas Van Elst træner både 1. divisionsdamer og U12 piger i Aarhus, og han har mange års erfaring omkring, hvad en "god" håndboldsamtale er. Her kan du læse, hvad du kan snakke om, både hvis du er nørd indenfor håndbold eller ved knap så meget.
Hvis begge parter ikke er håndboldkyndige
"Når forældrene nu er ude at se deres børn, ville det være nærliggende at snakke lidt om kampen. Det er ikke nødvendigt at være ekspert i håndbold for at kunne snakke om, hvad de ser," siger Thomas Van Elst. Ifølge ham kan en god samtale se sådan her ud mellem to knap så fagkyndige håndboldforældre.
- Start med at finde ud af, hvem den anden part er forælder til.
- Spørg ind til, hvordan barnet fandt frem til håndbold.
- Hep og ros alle spillerne på holdet – ikke kun egne/hinandens børn
- Snak om de gode ting, I ser i spillet. Den gode aflevering, et godt pres, en flot redning - det er vigtigt at huske, at der er meget mere i håndbold end selve målene.
- Har I set flere kampe i sæsonen, kan I snakke om den udvikling, I har set i løbet af sæsonen.
Hvis den ene er på bar bund, og den anden er en håndboldørn
"Hvis den uerfarne forælder viser interesse i det, er det oplagt, at den erfarne forælder forklarer nogle spilelementer og regler," siger Thomas Van Elst.
- Forklar de væsentlige regler, når der opstår situationer i løbet af kampen. Det må ikke tage form af brok, selvom man er uenig med kendelsen. Vær i stedet konstaterende og oplysende a lá ”Dommeren vurderede, at der var overtrådt – derfor gælder målet ikke”.
- Der er mange komplekse håndboldregler, så hjælp med at forklare dem løbende under kampene.
- Forsøg at være positiv og give ros, mens du forklarer - Husk at rose alle spillere, som deltager i kampen på begge hold.
Hvis begge forældre ved det hele!
"To forældre, der ved meget om håndbold, snakker typisk om, hvad holdet gør godt eller skidt, og om træneren burde have gjort noget anderledes. Det kan dog hurtigt tage form som noget negativt, hvis man kun fokuserer på, hvad der skal gøres bedre. Derfor bør forældrene have fokus på helt andre ting, som glæden ved håndbold og hvordan spillerne har udviklet sig," siger Thomas Van Elst.