U18-landsholdstræner: Søg inspiration hos andre håndboldtrænere

Flemming Dam Larsen er træner for det danske dame U18-håndboldlandshold, men forud har han haft en karriere, hvor han er blevet både udfordret og udviklet.

U18-landsholdstræner Flemming Dam Larsen har gennem sin trænerkarriere søgt inspiration hos andre trænere Foto: Camilla Thorsø Lund

Det lå slet ikke i kortene på det tidspunkt. Egentlig var Flemming Dam Larsen i fuld gang med at udvikle sit håndboldtalent som spiller i den fynske klub GOG, men en skade kom i vejen. Det skulle vise sig at blive første skridt på en karrierevej, han ikke havde forudset på det tidspunkt.

“Jeg fik en alvorlig skade, og så blev jeg med det samme headhuntet ind i familien af trænere i GOG,” siger Flemming Dam Larsen.

Og det har været en trænerkarriere, der har fået ham langt. I dag er han landstræner for U18-dame håndboldlandsholdet, ansvarlig for talent-træningen i Dansk Håndboldforbund, og han har i mange år beskæftiget sig med den danske ungdomselite inden for håndbold.

Hans vej ind i trænerverdenen er måske en smule atypisk, hvis han selv skal sige det. Han blev han kastet direkte ud i disciplinen gennem klubben GOG, hvor han selv var spiller.

I GOG kom han i første omgang på interne trænerkurser i klubben, men senere besluttede han sig for også at gå den mere traditionelle trænervej. I 1994 - efter seks år som håndboldtræner - besluttede han sig for at tage en træneruddannelse, og i dag har han den øverste træneruddannelse i Danmark, nemlig den såkaldte Master Coach.

“Som professionel håndboldspiller vidste jeg jo en masse om at spille håndbold, men der var mange mentale ting, jeg skulle vide noget om som træner. Og det fik jeg med på de trænerkurser, jeg deltog i,” siger Flemming Dam Larsen.

Tilpas træningen til børnenes niveau

Noget af det vigtigste, som Flemming Dam Larsen fik med sig fra trænerkurserne, handler om træning af børn og unge, husker han.

“Det gælder om at træne på det niveau, der passer til børnene, så man ikke som træner springer nogle trin over. Jeg havde jo selv været oppe og spille senior, og derfor skulle jeg passe på, at jeg ikke som træner kom til at lave seniortræning med børnene,” siger Flemming Dam Larsen.

Det er nemlig helt essentielt, at børnene hele tiden har basis-håndboldteknikkerne med sig, før man som træner går videre til næste step.

“Du skal som træner vide, hvordan du rammer børnene. Det handler både om at stille krav til dem, men samtidig også motivere dem og give dem ansvar, så de udvikler sig,” siger Flemming Dam Larsen.

Og det er en balancekunst. Ifølge Flemming Dam Larsen handler det om, at man som træner skal kunne fornemme, om øvelsesvalget er for svært eller måske for nemt for børnene - og hurtigt reagere på sine observationer.

“Hvis man har en fornemmelse af, at det er for svært, skal man nedjustere med det samme. For øvelsen skal være motiverende for børnene,” siger han.

Som professionel håndboldspiller vidste jeg jo en masse om at spille håndbold, men der var mange mentale ting, jeg skulle vide noget om som træner. Og det fik jeg med på de trænerkurser, jeg deltog i

Flemming Dam Larsen, U18-damelandsholdstræner

For i yderste konsekvens kan det komme til at betyde, at børnene mister deres håndboldglæde, hvis der bliver trænet over deres niveau.

“Der vil være nogen af børnene, som vil synes, at det er for svært, og som vil give op og vælge noget andet. Og samtidig skal man sørge for også at udfordre de dygtigste spillere på holdet, så de heller ikke kommer til at kede sig, og man derfor mister dem,” siger Flemming Dam Larsen.

Inddrag børnene i træningen og giv dem ansvar

Samtidig har Flemming Dam Larsen gennem sin trænerkarriere oplevet, at det er vigtigt, at børnene i takt med alderen selv får en del af ansvaret for, at de udvikler sig. Jo ældre de er, jo mere ansvar skal de kunne tage for deres egen udvikling, siger han.

“Det gælder om at inddrage børnene i øvelserne og snakkene omkring, hvorfor vi laver hvilke øvelser hvornår, så man som træner mindre og mindre får en rolle, der bare fortæller, hvordan tingene skal gøres. Man skal som træner turde at lade børnene komme med inputs selv,” siger Flemming Dam Larsen.

Et element, han selv har brugt meget som træner.

“Specielt i de senere år, hvor jeg er også er begyndt at træne de lidt ældre, unge spillere. For det er en del af at udvikle deres håndboldforståelse, og derfor skal de have lov at tænke over tingene i stedet for bare at få det hele at vide,” siger Flemming Dam Larsen og fortsætter:

“Det er jo spillerne, der skal løse situationerne inde på banen, når de spiller kamp. Og hvis de ikke får lov til det i træningerne, så vil det jo være svært for dem at overføre det til kamp.”

Søg inspiration hos andre trænere

Netop fordi Flemming Dam Larsen havde en meget klubbestemt begyndelse på sin trænerkarriere, oplevede han med tiden et behov for inspiration fra andre klubber og kulturer.

Det var nødvendigt for mig at udfordre den måde, jeg trænede håndbold på. Derfor opsøgte jeg inspiration til, hvordan jeg kunne gøre tingene på forskellige og nye måder

Flemming Dam Larsen, U18-damelandsholdstræner

“Da jeg blev en del af Dansk Håndbold Forbund skulle man som træner udvikle spillerne til at kunne mange forskellige systemer. Derfor var det godt for mig at søge inspiration til noget andet, end det 6-0 forsvar, som jeg var oplært med i GOG,” siger Flemming Dam Larsen, der fortæller, at han ret sent i sin karriere stiftede bekendtskab med det mere offensive forsvar.

“Det var nødvendigt for mig at udfordre den måde, jeg trænede håndbold på. Derfor opsøgte jeg inspiration til, hvordan jeg kunne gøre tingene på forskellige og nye måder, i stedet for altid kun at træne på den samme måde,” siger Flemming Dam Larsen.

I dag henter han inspiration til sin træning af U18-landsholdsdamerne mange steder fra. Hos modstanderholdene, men i særdeleshed hos sine andre trænerkollegaer. Og netop trænernetværket er noget af det vigtigste, han har fået med sig fra de uddannelser og kurser, han gennem tiden har været på.

“Du får et netværk, som du både bliver inspireret og udfordret af. Du får stillet kritiske spørgsmål, om hvorfor du træner, som du gør - og det gør egentlig bare, at man selv bliver mere reflekteret og bevidst om sin egen træning i forhold til andres. Og man får en fornemmelse af, at der findes andre måder at gøre tingene på end ens egen,” siger Flemming Dam Larsen og slutter:

“Jeg blev opdraget i et system, hvor mange gjorde tingene næsten ens - til i dag at være i et system, hvor jeg skal tænke meget mere bredt. Det er helt sikkert en måde, som jeg er blevet både udfordret og udviklet på.”

Det gode råd til andre trænere

Søg inspiration hos andre trænere! Det kan både være på kurser og til almindelige træninger. Diskuter gerne med en trænerkollega, hvordan I synes, træningen har været.

Kilde: Flemming Dam Larsen