Inklusion på håndboldbanen

Alle børn bar brug for at være en del af fællesskabet. Og som håndboldtrænere skal vi sørge for, at hver eneste børnehåndboldspillere føler sig inkluderet.

Som håndboldtræner skal du sørge for, at alle børn er en del af fællesskabet. Foto: Lars Holm

I hallerne har vi heldigvis alle slags børn. Der er dem med store ambitioner om landshold, og dem der gerne vil lave noget sjovt og spille med vennerne efter skole.

Fælles for dem er at de skal føle sig som en del af fællesskabet for at kunne bidrage og præstere. Uden den tryghed der ligger i "at høre til", eller "at være en del af noget", vil børnene aldrig kunne slippe tøjlerne og spille løs. Eller få en rolle uden for banen, for den sags skyld.

Det er vores ansvar som trænere at forløse håndboldspillernes potentialer, så hvordan kan vi være med til at styrke den enkelte håndboldspillers følelse af at være en del af fællesskabet?

Gør rigtig meget ud af holdfølelsen

Vi kan nogle gange komme til at glemme, at fællesskabet er betingelsen for individualiteten.

Et af mine bedste råd er, at du skal skabe en kultur til træning, hvor alle får set, hørt og anerkendt hinanden. Det kræver ikke meget at få implementeret små ændringer på dit hold. Start i det små og se hvor stor en forskel, du er med til at skabe for dine spillere.

Min top 5 til at inkludere alle:

  1. Dit hold skal være et hold i foreningen. Det er vigtigt, at håndboldspilleren føler sig som en del af noget større. Det er ejerskabet hos spilleren der gør, at man for alvor bidrager, så bak endelig op omkring arrangementer i foreningen
  2. Klap hinanden i hånden før og efter træning. Start og slut træningen med et klap i hånden, hvor man får set hinanden i øjnene. Det giver håndboldspillerne en indbyrdes samhørighed. Klappet giver dig mulighed for som træner at “læse” håndboldspilleren, og samtidigt giver det spilleren mulighed for at tage fat i dig ved behov. Du skal minde spillerne om klappet i starten, men pludselig vil du se, at det bliver en naturlig ting for dem at gøre
  3. Planlæg øvelser, hvor håndboldspillerne får rørt ved hinanden og grinet sammen. Det vil skabe et frirum hos dine spillere ved at fjerne konkurrenceelementet
  4. Husk at se de små ting/udvikling -  anerkend og ros. Du vil se, at dine håndboldspillere vil vokse og sprudle af selvtillid. Find din rette balance og måde at gøre det på.
  5. Giv dine håndboldspillere ansvar. Planlæg øvelser, hvor du som træner lægger ansvaret for at løse opgaven ud til håndboldspillerne selv. Du vil opleve, at dine spillere bliver mere selvstændige og får brug for alle på holdet for at opnå succes. Det vil give den enkelte en følelse af, at "det her kunne ikke have været løst uden mig og mine kompetancer" og skabe en vi-følelse; en holdfølelse