”Hundeløbere”: Derfor elsker jeg at løbe med min hund

Slå to fluer med et smæk og gør hundegåturen til en hundeløbetur, som både du og din hund kommer til at elske. I får et tættere bånd og lærer at samarbejde.

Det bliver mere og mere populært at løbe med sin hund. Du får luftet hunden, og I får begge pulsen op. Foto: Trails by Ragno

Du kender det måske. Det kan være svært at finde tid og overskud til at være aktiv i en travl hverdag.

Læs også: Kan jeg løbe med min hund?

”Jeg har altid trænet, men når jeg kommer hjem fra arbejde i dag, så synes jeg ikke, jeg kan tillade mig over for mine hunde at tage i fitnesscenteret. Tidligere har jeg i stedet prioriteret at gå lange ture med dem, men med canicross kan jeg kombinere begge ting. Jeg kommer i god form, presser mig selv og er sammen med mine hunde. Nu kommer vi alle trætte hjem og ingen føler sig snydt,” siger Anita Hedelund, der er tovholder i canicross-klubben i Jelling.

Hun pointerer også, ejerne jo skal ud at gå med hunden alligevel, så det er slet ikke en mulighed bare at blive hjemme på sofaen. Det er bare at hoppe i løbeskoene.

Langt sjovere end løb uden hund

For Anita Hedelund er det langt sjovere at løbe med sin hund end uden.

”Vi løber trail og ikke på landevej, så vi skal samarbejde, hvis der pludselig er et træ, et vandhul eller andet. Nogle gange er det grænseoverskridende for både menneske og hund. Vores samarbejde skaber et tættere bånd, og det er det, jeg elsker mest,” siger Anita Hedelund og fortsætter:

”Der er mange i hundeløbeklubben, som ikke bryder sig om at løbe alene. Men når de løber med deres hund, synes de, det er sjovt, og de kan se på hunden, at den også elsker det – og så kommer de bare igen onsdag efter onsdag.”

Hundeløbeklubber i hele Danmark

HPM Dirty Paws afholder hundeløb i Danmark, men da forsamlingsforbuddet i foråret 2020 satte en stopper for større løb, startede de i maj en landsdækkende hundeløbeklub med et virtuelt klubhus på Facebook. I foråret 2021 er der 22 lokalklubber fordelt i hele landet – fra Bornholm til Nordjylland.

Plads til alle

I hundeløbeklubben i Jelling er der plads til alle – både mennesker og hunde.

”Du skal være lidt mobil og kunne bevæge dig, men det er helt okay, hvis du løber meget langsomt. Jeg så eksempelvis på et tidspunkt til et løb en ældre mand med en gammel schæferhund, som begge var mere eller mindre halt, men så gik de i stedet bare det meste af ruten,” siger Anita Hedelund og forsætter:

Læs også: Sådan kommer du i gang med at løbe med din hund

”Der er tit nogle, som starter hos os, som ikke har løbet før. Og så starter vi selvfølgelig langsomt op med mest gang, men hurtigt kommer de i bedre og bedre løbeform og pludselig drøner de derudad i ét stort smil. På mit hold plejer vi skiftevis at gå 100 meter og løbe lidt, og så kan alle være med.”

En helt ny (løbe-)oplevelse

Ragno Nero er projektassistent i HPM Dirty Paws – og canicross har også ændret hendes forhold til løb.

”Jeg hader egentlig at løbe, men da jeg fik tildelt projektet, begyndte jeg også at løbe med min hund. Jeg kunne se, hvor glad han blev for det, og det gjorde, at jeg gerne ville give lidt ekstra.”

Efterhånden som hun blev gladere for canicross, ændrede det hendes måde at tænke løb på. Nu var hun ikke selv i centrum; det var hundens glæde.

”Jeg har det indtryk, at mange almindelige løbere tænker meget over, om de ser rigtige ud og gør det rigtige. Mange kommer til at elske canicross, og så glemmer de fuldstændig, hvordan de selv ser ud,” siger Ragno Nero og slutter:

”Når du løber med en hund, så bliver dine usikkerheder om løbestil, fart og så videre tilsidesat, fordi du først og fremmest gør det for din hund og kan se, hvor glad den bliver for det.”