Hvilken hunderace skal jeg vælge?
Er du kommende hundeejer, så har du her fem ting du skal overveje, inden du køber ny hund.
Der er stor forskel på hunderacers behov, ligesom der er forskel på, hvor du som hundeejer er i livet. For at du og din nye hund bliver et godt match, er her fem ting, du skal tage højde for.
- Hvor meget kræver hunden at blive aktiveret fysisk og mentalt?
- Hvordan er dit/familiens temperament, og passer det til hunderacens temperament, adfærd og væremåde?
- Skal der tages hensyn til allergi?
- Skal det være en stor eller lille hund, og hvordan er rammerne i hjemmet?
- Hvor meget tid om dagen har du til din hund?
Alle hunderacer har gener fra hyrdehund, jagthund og brugshund, men er blevet specialavlet, så nogle egenskaber er mere udprægede end andre. Det kan fx være i forhold til intelligens, beskyttertrang, tilknytning til flok eller ejer, selvstændighed, energiniveau, lugtesans m.m. Passer din kommende hunds egenskaber sammen med din livsstil og behov, er du sikret mange års glæde og aktivitet som hundeejer.
Familievenlige hunderacer
Er I en familie, er det en god idé at vælge en hunderace, der er god til børn, som er lærenem og kan lystre alle familiens medlemmer. Border Collie, Golden Retriever og Labrador er velegnede, men også Schäfer, Springer Spaniel og Rottweiler er gode familiehunde. Dog kræver sidstnævnte typisk ekstra meget arbejde, så det skal der sættes tid af til i en travl familie-hverdag.
En udpræget arbejdshund er ikke nødvendigvis en god familiehund. Den kræver et højt aktivitetsniveau og at blive aktiveret og ”styret”, så med mindre man er en meget aktiv familie med overskud til et ”nyt familiemedlem”, skal man vælge en mindre krævende race. Bliver en hund understimuleret, giver det ofte anledning til adfærdsproblemer.
Er der familiemedlemmer med allergi, er det oplagt at vælge en hunderace, der ikke fælder meget. I kan ikke helt undgå skæl og hår, som fremkalder allergi, men sørg for at støvsøge, lufte ud og bade hunden jævnligt. Velegnede hunderacer er fx Puddel eller Portugisisk Vandhund.
Er I et ældre ægtepar, er det vigtigt at have med i sine overvejelser i valg af hunderace, hvor mobile I er, også om 10 år. Her kan det være, at I skal vælge en mere ”doven” hund, fx en Beagle eller Bulldog, frem for en meget aktiv hunderace.
Hundetræning er vigtigt
Fælles for alle hunderacer er, at det er en rigtig god idé, at I går til hundetræning, hvor din hund lærer lydighed og bliver socialiseret. Miljøtræning er også en vigtig del af hundens opdragelse, så både du og din hund er trygge i forskellige lokationer og sammenhænge.
Hvis du er i tvivl om, hvilken race der passer til dig/din familie, så besøg din lokale forening. Her kan du møde forskellige hunderacer og søge råd hos trænerne, der har kendskab til mange forskellige hunderacer.
Kilde: Hpot.dk