En sommer med Natureventyr på vej

Iværksætterne bag bevægelses- og kultur-app’en Natureventyr ser frem til en sommer med mange danskere på ferie indenfor landets grænser. App’en er allerede gratis at benytte i 8 kommuner.

App'en Natureventyr har vind i sejlene og er populær blandt børnefamilier.

Med aftaler med otte kommuner allerede og en sommer med masser af danskere i det hjemlige ferieland har iværksætterne bag Natureventyr vind i sejlene lige nu.

Læs også: Eventyrlige fortællinger gør det sjovt at gå tur

Natureventyr er kort fortalt en app til din mobiltelefon, som du bruger til at opleve eventyr i den danske natur sammen med dine børn. De stednære eventyr er skrevet specielt til det enkelte område, og undervejs er der indlagt udfordringer til børnene, der aktiverer både hoved og krop.

Projektet var et af vinderne af DGI Impact i 2018, og siden har det været en stejl kurve for de fem familier, der står bag Natureventyr.

En af dem er Dennis Teilmann Maigaard, der til nytår sagde sit faste job op og kastede sig ud i tilværelsen som direktør og iværksætter på fuld tid.

Et stærkt formål

Livet som iværksætter er krævende og intenst. Der er sjældent ro – men Dennis er glad for det.

Det betyder selvfølgelig noget, at det går godt, men der er også andre faktorer, der spiller ind i glæden ved iværksætteriet og projektet Natureventyr.

”Det er fantastisk at være iværksætter – og nogen gange også lidt overvældende. Det kan være armene op over hovedet den ene dag og stor frustration den næste. Men det er virkelig fedt at have et produkt, man kan tilbyde og man kan arbejde med at udvikle. Og så betyder det meget, at man har et stærkt formål. Nemlig at aktivere børnene i naturen. Det er en rettesnor i forhold til alt det, vi laver,” forklarer han.

Sommeren venter

Som alle andre danskere er Dennis Teilmann Maigaard spændt på, hvad sommeren bringer.

Mange danskere rejser i deres eget land frem for at søge mod andre lande – og det kan gå hen og øge behovet for en app som Natureventyr yderligere.

Derfor er det også glædeligt for gruppen bag projektet, at man allerede har aftaler med otte kommuner om, at app’en er gratis at bruge i de områder.

Rent teknisk er det strikket sådan sammen, at man som bruger af Natureventyr skal låse eventyrerne op for at bruge dem. Det koster lidt penge – undtagen der, hvor der er lavet kommuneaftaler. Her er alle eventyr gratis – også for turister.

Læs også: Iværksættere hjælper DGI med at tænke nyt

Natureventyr i disse kommuner

Silkeborg
Svendborg
Randers
Viborg
Århus
Horsens
Lejre
Bornholm

Aftaler med flere kommuner er på vej.

Hele landet

I andre dele af landet kommer der flere og flere eventyr. Eftersom de fem familier selv har stået for at få skrevet de første eventyr, er der naturligt nok flest i de områder, de selv bor.

Men det skulle gerne ændre sig med tiden.

”Vores største udfordring er, at vi gerne vil dække hele landet. Det arbejder vi på at finde en løsning på. Men det tager lang tid at lave eventyrerne, og vi går efter kvalitet i stedet for kvantitet. Børnefamilierne skal have ro i maven, når de tager ud på vores natureventyr,” forklarer Dennis Maigaard om fremtiden for projektet.

Eventyrerne kommer på efterhånden, og samtidig håber han, at flere kommuner indgår aftaler om at åbne for deres område.

Det indebærer nemlig mange fordele. Brugerne får flere muligheder, Natureventyr får kompetente samarbejdspartnere. For hvem ved mest om, hvor de gode historier ligger henne lokalt?

”Sammen med kommunerne udvælger vi de bedste områder, og så samarbejder vi om at få budskabet ud. Det gør vi for eksempel gennem daginstitutioner, skoler og biblioteker,” lyder det fra Dennis Maigaard.

Færre udgifter på markedsføring betyder samtidig, at der er mere økonomi til at få lavet flere eventyr.