Et abonnement skal give adgang til alle byens idrætstilbud

Badminton, tennis, fodbold, fitness og alt muligt anden idræt. Med Multipass vil virksomheden Wannasport give adgang til en lang række idrætsaktiviteter samlet i et enkelt abonnement.

Vindercheck og blomster i hånden da Wannasport blev kåret som en af vinderne ved DGI Impact 2018. Det er Jacob Lau Larsen med checken i hånden.. Det er Jacob Laus

Hvordan gør du, hvis du gerne vil spille fodbold – men samtidig også gerne vil spille badminton med vennerne i ny og næ – og måske også har en tennisketscher liggende, som du ikke bare synes skal samle støv? Og hvordan med fitness på de dage, hvor du ikke har nogen at spille med?

Tilbuddene er allerede derude men det bliver hurtigt til mange medlemskaber i mange forskellige foreninger.

Fleksibilitet

Med det såkaldte Multipass har virksomheden Wannasport samlet en lang række aktiviteter i et enkelt abonnement. Brugerne får hver måned to ”klip” til hver aktivitet i den enkelte klub, der er tilmeldt.

”Det kan være svært at passe idræt ind i en travl hverdag, hvis det eksempelvis skal foregå på fastlagte tidspunkter tirsdage og torsdage fordi holdet nu en gang træner der. Vi vil gerne gøre det mere fleksibelt – og give mulighed for, at brugerne kan teste flere forskellige aktiviteter af,” siger grundlægger af Wannasport Jacob Lau Larsen.

Fitnesskort i skuffen

Inspirationen til virksomheden lå lige for snuden af grundlæggeren. Efter en opvækst med tennis- og badmintonketscher i hånden og fodboldstøvler på fødderne i Otterup, gled idrætten i baggrunden, da adressen blev skiftet ud med studielivet i København. For det kan være svært at forpligte sig til faste træningstider, hvis man er bange for at gå glip af nogle af studielivets mange oplevelser:

”Der var fredagsbarer og alle mulige andre ting bundet op på studiet. Mit momentum omkring idrætten blev fuldstændig tabt og det endte med et fitnessmedlemskab, hvor kortet bare lå i en skuffe derhjemme,” siger Jacob Lau Larsen, der på trods af studiet savnede fællesskab, leg og mennesker.

Samarbejde med DGI Badminton

Wannasport var blandt vinderne i den første udgave af DGI Impact og det har blandt andet ført til et samarbejde med DGI Badminton.

Her arbejdes der på en model for et fleksibelt medlemskab til den voksne målgruppe i alderen 25-45 år. En aldersgruppe, hvor foreningsaktiviteten ikke er så høj som andre aldersgrupper. Det er håbet, at samarbejdet kan være med til at tiltrække flere, der har stort behov for fleksibilitet men som stadig synes, at badminton er sjovt og motion er vigtigt.