Iværksættere hjælper DGI med at tænke nyt

DGI vil have flere danskere til at bevæge sig. Og det skal blandt andet ske med hjælp fra iværksættermiljøet og innovationskonkurrencen DGI Impact, der bringer nytænkning og nye ideer i spil

DGI præsenterer iværksætterne for konkurrencen

Seks virksomheder og to millioner kroner. DGI Impact er en innovationskonkurrence, hvor DGI tre år i træk investerer i iværksætteri.

I november 2018 investerede man i de seks første iværksættereventyr. Fælles for de ellers meget forskellige ideer er, at de på hver deres måde kan bidrage til at få flere danskere til at bevæge sig.

Entreprenører og nye ideer sætter fart på

Der mange gode grunde til at tænke nyt og samarbejde med nye aktører om at udvikle nye teknologier og produkter.

“Ved at koble os med iværksættermiljøet, kan vi blive hurtigere og mere agile, end vi ellers ville være. Og ved at bringe entreprenører tættere på organisation, kan vi understøtte en udvikling, som idræt og bevægelse virkelig kan nyde godt af,” siger Charlotte Bach Thomassen, der er formand for DGI.

Hun fortæller, at man allerede er blevet bekræftet i, at der er meget værdi at hente, selvom DGI Impact kun har været i gang i et halvt år:

“Mange af de projekter, vi har støttet har en digital dimension. For især når det handler om digitalisering, kan vi se, at verden omkring foreningslivet brøler afsted. Derfor skal vi være dygtige til at tage ideer til os og udvikle os sammen med dygtige folk.”

Mere iværksætteri i DGI

De seks iværksætter-teams, som DGI Impact har investeret i, har det seneste halve år været igennem et intensivt udviklingsforløb, hvor de har kunne trække på DGI’s netværk og erfaring.

“De er blevet guidet af nogle af de fremmeste iværksættere og entreprenører, som også har hjulpet vores organisation med, hvad vi skulle fokusere på, og hvordan et stærkt samarbejde med de her iværksættere giver de bedste muligheder for os.” siger Charlotte Bach Thomassen og fortsætter:

“Vi er kommet godt i gang. Men det er kun første skridt i en mulig forandring i vores organisations måde at arbejde på. Vi har kun taget fat i et hjørne af det her med, hvordan eksterne iværksættere kan komme ind og bidrage med deres ideer og faglighed.”

Langsigtede resultater

Den helt store effekt af investeringerne kan ikke ses endnu, men det er okay, for DGI Impact er et langsigtet projekt.

“Vi har fået feedback fra de forskellige teams i første runde, og nu er der mulighed for at overveje, hvordan vi kan forfine og udvikle vores metode, “siger Charlotte Bach Thomassen og fortsætter:

“Det er spændende at udvikle nye produkter, services og platforme, som foreningslivet og danskerne kan få glæde af. Og jeg glæder mig så meget til at se, når de initiativer, som vi har støttet nu, får gennembrud og for alvor kan mærkes i idræts- og foreningslivet.”

Næste runde af DGI Impact starter i slutningen af august 2019.