Et kick opad for medlemstallet i kampidræt
Medlemstallene for kampidræt er steget med 17% i 2022 svarende 3.593 flere medlemmer i forhold til 2021 og er nu i alt 24.700 medlemmer i DGI.
Næsten 25.000 danskere går til kampidræt i en forening, der er medlem af DGI. Det er en stigning på 17% i forhold til de lidt over 21.000 medlemmer i 2021.
En af de foreninger, der har fået flere medlemmer til i løbet af 2022, er Favrskov Taekwondo Klub. De er gået fra 133 medlemmer i 2021 til 180 medlemmer i 2022. Ifølge formand Ole Jepsen er den primære grund til flere medlemmer i Favrskov højst sandsynligt, at klubben er flyttet i nye lokaler.
”Vi har fået bygget nye kamsportslokaler ved hallen i Hadsten. Dermed er vi flyttet fra en lille industrigrund hen til den lokale sportshal og bliver derfor meget mere eksponeret. Der kommer mange i hallen til håndbold og alle mulige andre sportsgrene, og så ser de, at vi træner – så jeg tror, den øgede eksponering har været med til, at vi har fået flere medlemmer,” siger Ole Jepsen.
Derudover har et comeback-hold også tiltrukket flere medlemmer.
”Vi har åbnet et hold for tidligere udøvere af taekwondo, hvor man kan få et comeback og lære tingene stille og roligt igen i stedet for at blive smidt ind på et fysisk krævende hold,” siger Ole Jepsen.
Ifølge kampidrætskonsulent i DGI, Sisse Rønne Lindsø, er et comeback-hold med til at understrege, at der findes kampidrætshold for alle.
”Vi dækker 70 forskellige stilarter, så der er både noget for dem, der synes det er fedt at nørde, og der er også noget for dem, som synes konkurrence er fedt,” siger Sisse Rønne Lindsø.
Plads til både børn og senstartere
Kampidrætshold for alle betyder ikke kun forskellige stilarter, men også forskellige udgangspunkter og aldre.
”Kampidræt er rigtig godt til senstartere, fordi det primært tager udgangspunkt i ens egen individuelle udvikling, men man gør det i et stærkt fællesskab. Du behøver ikke at have gået til det hele dit liv for at starte – der er plads til alle og et rigtig stærkt fællesskab i de her foreninger, så du kan starte i alle aldre,” siger Sisse Rønne Lindsø.
Medlemstallene er steget i alle aldersgrupper, men særligt i aldersgruppen 0-6 år er der sket den største procentvise stigning på 26 procent, og dermed er der nu 1.782 0-6-årige medlemmer på landsplan. Den største aldersgruppe er dog de 7-12-årige, som tæller 7.240 medlemmer. Dermed er børnehold ideelle ude i foreningerne.
”Klubberne har fundet ud af, at det her med at lave børnehold fungerer rigtig godt, hvor det ikke behøver at være så stilart-rent. Det fungerer godt, at der er nogle helt tydelige regler for børnene, samtidig med at de leger og får nogle sunde værdisæt med sig,” siger Sisse Rønne Lindsø.
Lige præcis børnehold har de succes med i Favrskov. Ud af de i alt 180 medlemmer er 113 af dem i alderen 0-12 år.
”Vi har et velfungerende ninja-pige-hold for små piger, som næsten er blevet fordoblet, og det skyldes træneren. Hun laver en del teambuilding, uden man opdager det, hvor hun leger mange kompetencer ind i pigerne, samtidig med at de får lov til at være piger. De har også en masse sociale arrangementer, hvor de for eksempel mødes og spiser pizza,” siger Ole Jepsen.
Det sociale vægtes højt
De sociale arrangementer er noget, der er fokus på blandt alle hold i foreningen, og fra bestyrelsens side opfordrer de til, at hvert hold afholder et socialt arrangement hvert halve år, som der så er sat penge af til det. Ole Jepsen kan mærke på medlemmerne, at netop det sociale i klubben er noget, der vægtes højt.
”Det, jeg hører fra vores medlemmer, er, at vi er en klub, der er nem at komme ind. Vi er inkluderende, vi tager godt imod folk, der er et godt sammenhold og et godt socialt liv. Vi går op i den gode velkomst, og at alle bliver set,” siger Ole Jepsen.
Den gode velkomst er også noget, der fra DGI’s side lægges stor vægt på.
”Vi har arbejdet rigtig meget med den gode velkomst, så klubberne er opmærksomme på, at når vi får nye ind ad døren, hvordan vi så sikrer os, at de kommer igen,” siger Sisse Rønne Lindsø.
Mange nye klubber med
Det stigende medlemstal for kampidræt i DGI på landsplan skyldes ifølge Sisse Rønne Lindsø flere forskellige årsager. Blandt andet er DGI blevet mere relevant for kampidrætsklubberne at være en del af, hvilket har fået flere klubber til.
”Vi er blevet stærkere som organisation til at understøtte kampidrætsklubberne og lytte til deres behov. Samtidig er vi gået ind i nogle samarbejder med specialforbundene, som gør, at vi står stærkere i deres bevidsthed, og at forbundene også i højere grad sender deres klubber over til os, fordi vi kan noget med foreningsudvikling samt børn, unge og frivillige,” siger Sisse Rønne Lindsø.
I alt 23 etablerede kampidrætsklubber er blevet en del af DGI i 2022. Dermed er 2.268 af de nye medlemmer fra allerede etablerede klubber, som er kommet med under DGI’s vinger.
De mange nye klubber i DGI-regi er altså en stor del af forklaringen på stigningen i medlemstal. Samtidig giver corona ikke længere begrænsninger for at kunne dyrke sport i fællesskab.
”Kampidræt har været meget præget af corona, fordi det er en indesport og en kontaktsport, så der har også været noget at komme tilbage fra. Det har taget tid for medlemmerne og også for instruktørerne at komme tilbage. Jeg tror, vi ser en effekt af nu, at klubberne er ved at lande igen,” siger Sisse Rønne Lindsø.