Flygtninge falder til på judomåtten

"De ligner små smølfer i de dragter," siger Roland Vogt grinende om de ti børn på seks-ni år, der løber rundt i størrelse 116 judodragter. Roland Vogt er formand for Svendborg Judo Klub, hvor tre forskellige hold træner lige efter hinanden tirsdag og torsdag. Klokken er halv fem, og de mindste under ti år har netop skudt træningseftermiddagen i gang, hvor de bliver introduceret for judo i børnehøjde igennem lege.

En stor rød og grøn judomåtte fylder næsten hele den nyrenoverede træningshal. I den ene ende står et langt bord med stole omkring, hvor børnenes forældre følger med i de mange lege og øvelser, som præsenteres af de to unge trænere, Buster og Albert Højland.

I vandpausen løber børnene hen til deres forældre og snakker, drikker vand og får rettet på deres judodragt. En far, som er flygtet fra Ukraine, har de seneste par måneder taget sit barn med til judo-træning, og det ligner, at barnet nyder det.

"Der har været nogle ukrainere ind og ud af klubben på det sidste, men nogle af dem har allerede fundet et nyt sted at bo i Danmark," siger Roland Vogt.

Han har af mange omgange oplevet, hvordan flygtninge er kommet til klubben, og han ved, hvilke tiltag der virker, for at de får det godt i Svendborg. Det handler kort sagt om to ting: de sportslige rammer og de klubmæssige rammer.

Mødet med et bureaukratisk system

Efter at have leget og trænet på judomåtterne i en time, er de mindste børns træning forbi. Nu træder de unge på 10 til 14 år ind på måtterne.

Der er syv trænere i klubben og godt 60 medlemmer. Men størrelsen på en klub betyder ikke noget for, hvor god man er til at tage imod nye mennesker. Roland Vogt og de andre trænere i klubben har taget imod folk fra mange forskellige lande i lille Svendborg, og de udfordringer, de møder, er altid de samme. Det er helt konkrete ting, som at få et nem-ID, at nå en bus, når busplanen følges til punkt og prikke, at få en judo-licens, tilmelde sig et stævne og betale kontingent – her er det danske system administrativt og punktligt.

Roland Vogt fortæller, at klubben har forsøgt at samarbejde med kommunen om blandt andet økonomisk hjælp til flygtninge, men mest oplever at blive sendt i ring.

"Engang skulle jeg have 1.500 kroner til judodragter til tre flygtningebørn. Over tre måneder forsøgte kommunen at finde en måde, hvorpå de kunne give pengene. Til sidst endte jeg ved Dansk Flygtningehjælp, som godt kunne hjælpe økonomisk," siger Roland Vogt.

Hertil kommer kultur- og sprogforskelle. Et medlem i klubben kom til Danmark fra Ukraine for ti år siden, og i dag er han en stor hjælp til at få alle slags udlændinge til at føle sig velkomne. Han kan russisk og ukrainsk, og derudover har han selv stået i samme situation, som de nytilkomne flygtninge står i.

"Han er virkelig god at have i klubben, fordi han både forstår vores danske måde at være på og samtidig kan forklare os, hvorfor folk fra Østeuropa gør, som de gør. Og så sørger vi for, at han altid kommer til en træning, hvis der kommer nye flygtninge," siger Roland Vogt.

Fra Tjetjenien til Danmark

"Hajime!" råber Roland Vogt med det sorte bælte om livet. Træningen for de unge er for alvor i gang, og Roland er træner sammen med den nye assistent, Janick Hansen. Ved lyden af det japanske råb, begynder judo-kampene.

Under de unges træning sidder knap så mange forældre og følger med, men én far er fast inventar. Han er fra Tjetjenien og har tre børn i klubben: to drenge, Mukharbek og Mikael, som er på det unge hold, og Mokhdin der lige er fyldt 15 og er startet på voksenholdet.

Musa Aslambekov kom til Svendborg for over ti år siden. Dengang startede den ældste søn Mokhdin til judo, men efter nogle år tog familien tilbage til Tjetjenien for at forsøge at leve i hjemlandet igen. Men for tre år siden stod familien igen i døren til judo-klubben. Familien havde været nødsaget til at komme til Danmark igen, og noget af det første, Mokhden spurgte om, var, om han måtte starte til judo igen. Og sådan fik han også slæbt sine to yngre brødre med i klubben. Når Musa spørges ind til, hvorvidt han er glad for, at hans børn er medlem af klubben, svarer han blot: »Når mine børn er glade, er jeg glad.«

Historien om flygtninge, der er faldet til i Svendborg Judo Klub, er gentaget flere gange. Ofte er flygtningene kommet til træning via en halvanden times bustur fra flygtningecentret Holmegård på Sydlangeland. Selvom det for nogle af flygtningene efterhånden er lang tid siden, at de for første gang satte foden på måtten, går nogle stadig til judo den dag i dag rundt omkring i Danmark.

Internationalt udsyn

"Matte!" råber Roland. De unge stopper deres kampe og smiler til deres modstander.

Med cirka 3.500 udøvere er judo en relativt lille idrætsgren i Danmark. Men det mener Roland Vogt er en god ting:

"Hel lavpraktisk, så er det sikkert godt, at judo er så småt i Danmark, for det har gjort, at mange har været tvunget ud over landegrænser for at træne judo, og det afføder jo, at man bliver konfronteret med andre kulturer hele tiden."

Vi får meget foræret af judo, for jeg har faktisk ikke været noget sted i verden, hvor det ikke har været præcis det samme regelsæt til træning.

Roland Vogt, træner og formand i Svendborg Judo Klub

Svendborg Judo Klub har haft mange både udøvere og trænere som på denne måde har søgt mod udlandet. Roland Vogt har selv været U18-landsholdstræner, og en af de andre trænere, Stig Midtiby, har været seniorlandsholdstræner – så de har begge rejst verden tynd med judo.

Ud over at flygtningene i Svendborg bliver mødt med et åbent og velkomment blik på verden, er judo også for mange et genkendeligt element. Judo og brydesport er globale idrætsgrene og meget udbredt i blandt andet Østeuropa. Det betyder, at nogle flygtninge nærmest kan føle, at de i en judo-forening møder et glimt af kulturen hjemmefra.

Et universelt sprog

Det er blevet tid til, at de voksne over 15 år trækker over på måtten, som aftenens sidste træning går i gang. Mokhdin er netop gået i gang med at træne, og hans far, Musa Aslambekov, sidder fortsat og følger med i træningen. Mokhdin nikker til sin træningsmakker, før kampen går i gang.

Endnu en ting til judos fordel er netop de sportslige rammer. Roland Vogt siger, at der er et helt bestemt uskrevet træningskodeks, som alle kender verden over. Det vil sige, at hvis der kommer en ny udøver til Svendborg fra et andet land, så kender de allerede de faste rammer, måden hvorpå man titulerer, den gensidige respekt og judoens skikke. For som Roland Vogt siger, så er der ikke fri leg i judo: Det er træneren, der bestemmer og har lagt en plan for den progression, som holdet skal underlægge. Herudover kan der i judo ikke være berøringsangst. Det gælder både med kulturer, hudfarver og sprog, men også rent bogstaveligt talt fysisk i kampene.

"På den måde får vi meget foræret af judo, for jeg har faktisk ikke været noget sted i verden, hvor det ikke har været præcis det samme regelsæt til træning. Og regelsættet er jo uskrevet," siger Roland Vogt.

Én ting er dog anderledes i den danske judo-træning, fortæller Roland Vogt.

"Hvis en nybegynder kommer til klubben, vil udgangspunktet altid være, at udøverne hygger sig sammen, selvom nybegynderen selvsagt ikke er ret dygtig. Men for en del ikke-danskere er judo primært en kampsport, hvor man ikke nødvendigvis tager hensyn til de dårlige. Derfor ligger der også et arbejde i at vise den danske foreningstankegang. Vi har et medlem, som først nu efter ti år i Danmark er begyndt at forstå, at vi først og fremmest skal have det hyggeligt til træning."

Klokken er otte, og de voksnes træning lakker mod enden, mens de forlader måtten. På torsdag er der igen tre træningspas i vente.